Chitosan, (afledt af kitin og -san, af lat. sanus 'sund'), biologisk nedbrydeligt, ugiftigt stof, som fremstilles ud fra kitin, en væsentlig bestanddel af rejeskaller. Chitosan anvendes som opløsning, gel, membran, fibre og pulver i kosmetik, levnedsmidler og medicin, til klaring af spildevand samt immobilisering af enzymer. Chitosan har gode egenskaber som flokkulent, selektiv metalionbinder og stabilisator.