Fiskeriforeninger, De fleste erhvervs- og bierhvervsfiskere er medlemmer af lokale fiskeriforeninger. Lokalforeningerne er samlet i centralforeninger, fx Centralforeningen for Limfjordsfiskere, der så igen er knyttet til landsforeningen Danmarks Fiskeriforening; denne havde i 2006 ca. 2000 medlemmer. Fritidsfiskere og sportsfiskere har deres egne foreninger organiseret med landsforbund. Der er omkring 34.000 organiserede fritidsfiskere og ikke mindre end 152.000 organiserede sportsfiskere.