Fitness, mål for forskelle mellem individer eller genetiske varianter inden for en nærmere defineret gruppe i et givet miljø. Fitness angiver disses grad af tilpasning, adaptation, fx som et relativt mål for fordelingen af deres afkom i den følgende generation; et mål for den relative reproduktive succes.

Faktaboks

Etymologi
Ordet fitness er engelsk 'egnethed, form, kondition'.

Fitness er et nøglebegreb i evolutions- og populationsbiologien, men bliver ofte brugt som beskrivelse af alene det enkelte individs overlevelse eller vitalitet. Se også adaptation.

Fitness og reproduktion

Birkemåleren, Biston betularia, en art sommerfugl, er normalt lys, men i visse dele af England er mørke varianter blevet almindelige . De mørke birkemålere er bedre camoufleret på tilsodede træstammer end de lyse og overses derfor ofte af fugle. De bedst camouflerede overlever hyppigere til reproduktionstidspunktet, og deres afkom vil derfor blive relativt talrigere i forhold til de dårligere camoufleredes: De får i gennemsnit mere afkom, deres reproduktive fitness er med andre ord højere end de dårligere camoufleredes. Med tiden, pga. naturlig selektion, vil velcamouflerede genetiske varianter derfor blive stadig hyppigere i populationen.

Hos birkemåleren influerer øget overlevelse positivt på fitness, men naturlig selektion leder til øget gennemsnitlig fitness i en population, uanset baggrund og måde. Hos visse hjorte og sæler kæmper hanner indbyrdes om adgangen til parringsvillige hunner, og den evolutionært set mest succesrige han er den, der får mest afkom: Den med højest reproduktiv fitness, til trods for at denne normalt dør i en ung alder. Ved seksuel selektion udvikles kønskarakterer som fx påfuglens hale, da disse er associeret med øget fitness ved direkte at influere på muligheden for at opnå parringer, også selvom disse kan have negativ effekt på overlevelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig