Nylamarckisme, neolamarckisme, evolutionsteorier baseret på Jean Baptiste Lamarcks evolutionstanker fra begyndelsen af 1800-t. og fremsat efter udgivelsen af Charles Darwins Origin of Species (Arternes oprindelse) i 1859; modstykke til darwinismens evolutionsmekanisme, den naturlige selektion. Selve evolutionstanken, at nulevende arter har fælles stamformer, vandt hurtigt tilslutning sidst i 1800-t., hvorimod mekanismen ikke blev generelt accepteret. Det syntes især vanskeligt for samtiden at forene de mange fascinerende tilpasninger, adaptationer, til omgivelserne med en så tilfældigt præget og ikke-retningsbestemt mekanisme som naturlig selektion. Mange tyede i stedet til at forklare den progressive, fremadskridende evolution med et af grundelementerne i Lamarcks evolutionsteori, nemlig nedarvningen af erhvervede egenskaber, hvorved et individs udvikling som følge af omgivelsernes krav kunne føres videre til afkommet.

August Weismanns kimbaneteori fra 1880'erne, som postulerede det kønscelledannende væv som kontinuert, uforanderligt og uafhængigt af kropsvævet (soma), var et alvorligt angreb på nylamarckismen, og i 1900-t.s første årti påviste den danske genetiker W. Johannsen gennem eksperimenter med bønner, at det er nødvendigt at skelne mellem det medfødte (genotypen) og det erhvervede (fænotypen), i klar modstrid med Lamarcks teorier.

Med genetikkens hastige udvikling i de følgende år, hvor det hurtigt blev klart, at det er generne, som overfører den arvelige information fra generation til generation uden påvirkning fra individet (se gen og genetik), svandt nylamarckisternes antal hurtigt ind, og efter neodarwinismens gennembrud i 1930'erne blev tilslutningen til nylamarckismen minimal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig