Hollandsk ur, instrument benyttet ved auktioner over friske havebrugsprodukter til fastsættelse af prisen på et vareparti. I Holland har det længe været brugt ved auktioner at tælle prisen ned, indtil en køber højlydt accepterer med et bud på partiet. I 1909 konstrueredes i Holland et elektrisk drevet ur, hvis viser i køberlokalet bevæger sig mod lavere bud, og hvor køberen fra sin plads trykker sit bud ind på en afbryderknap. I 1929 indførtes hollandsk ur til Gartnernes Salgsforening i Odense og siden til andre gartnerauktioner. Urene er i dag udviklet med digitalteknik og tilknyttet telenettet, så der kan afgives ordrer udenbys.

Det hollandske auktionsprincip er blevet populært ved bl.a. større antikvariske bogudsalg, hollandske udsalg, hvor prisen falder for hver dag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig