Avl er forædling og tilpasning af husdyr til ændrede produktions- og afsætningsforhold, hvilket gøres ud fra afprøvning, udvælgelse og planlagt parring. Avl har en vigtig funktion i landbruget, bl.a. ved at optimere udbyttet og ved at muliggøre nye produktionsmetoder. Husdyravlen har udviklet sig i forbindelse med nye landvindinger inden for genetik, fysiologi, embryoteknik, genteknologi, statistik og it, og dermed har avl fået en stærk tilknytning til og afhængighed af husdyr- og veterinærforskningen.

Faktaboks

Også kendt som

husdyrforædling, husdyravl

Oprindelig var udvælgelse og anvendelse af avlsindivider baseret på en subjektiv bedømmelse af deres forventede avlsværdi. Landmænd med "forstand" på avl bedømte dyrene og planlagde ud fra egne erfaringer og temperament kombinationer og parringsplaner. Kåring og dyrskuer fik stor betydning for datidens avlsarbejde; den avlsmæssige fremgang for produktionsegenskaberne var relativt beskeden, men man fik dannet de husdyrracer, der findes i nutidens landbrug. Der blev udviklet kvægracer specialiserede til enten mælkeproduktion eller kødproduktion, fjerkræracer til produktion af konsumæg eller til slagtning, svineracer specialiserede til fx baconproduktion osv.

I 1940'erne blev det teoretiske og videnskabelige grundlag lagt for moderne husdyravl. Da metoderne herefter blev tilpasset og indført i landbruget, tog udviklingen fart, og avlsarbejdet har de seneste årtier haft stor betydning for stigningen i husdyrenes produktivitet. Fx er køernes mælkeproduktion og hønsenes æglægning fordoblet de sidste 50 år, mens slagtesvinenes spæktykkelse er halveret og erstattet med kød.

Efterhånden har egenskaber som holdbarhed, sygdomsresistens og foderudnyttelse fået en mere fremtrædende plads i målet for avlsarbejdet. En forbedring af disse egenskaber er nødvendig, hvis husdyrene problemfrit skal præstere de høje ydelsestal.

Renavl

Avl inden for samme race kaldes renavl. Avlsdyrene udvælges i flere trin; først på grundlag af deres afstamning (forældrenes avlsværdi) og derefter på grundlag af resultaterne fra en afprøvning baseret på dyrets egne præstationer (individprøve eller fænotypetest) eller på afkommets præstationer (afkomsundersøgelse).

Avlsmålet for en given race består ofte i en samtidig forbedring af flere egenskaber. Informationer om flere forskellige egenskaber fra afstamning, individprøve og afkomsundersøgelse kan kombineres i ét samlet selektionsindeks. Informationerne vægtes efter deres produktionsøkonomiske betydning, deres arvelige variation, den sikkerhed, hvormed de er bestemt, og deres indbyrdes sammenhæng. Indekset udtrykker herefter med et enkelt tal et givet avlsdyrs økonomiske avlsværdi. Det kræver avancerede statistiske modeller og stor computerkapacitet at udvikle og beregne sådanne indekser.

Moderne avl organiseres i avlsplaner, der har til formål at maksimere den årlige fremgang i de egenskaber, der avles på. Den største effekt opnås ved at koncentrere avlsarbejdet omkring egenskaber med stor variation og høj arvbarhed (se heritabilitet).

Sikkerheden på avlsværdibestemmelsen kan øges ved, at de enkelte individer så vidt muligt har de samme kår på individprøvestationerne, og ved at basere afkomsundersøgelsen på så mange afkom pr. avlsdyr som muligt. Derudover vil en statistisk bearbejdning og miljøkorrektion af de produktionsdata, der ligger til grund for avlsværditallene, kunne øge sikkerheden.

Selektionsintensiteten øges ved overvejende at anvende de bedste avlsdyr; jo stærkere selektion, jo bedre avlsresultater. Metoder som sædopsamling, dybfrysning af sæd og inseminering gør det muligt at anvende nogle få hanner til tusindvis af befrugtninger. Blandt hundyrene, især inden for kvægavlen, er anvendelse af ægtransplantationer med til at øge selektionsintensiteten.

Generationsintervallets længde kan reduceres ved at benytte unge avlsdyr; jo kortere interval, jo hurtigere vil målsætningen med avlen kunne nås. Et vigtigt led i avlsplanen er derfor en tidlig og hurtig afprøvning af de potentielle emner af avlsdyr. Udviklingen af fysiologiske prøver og genmarkører kan derfor også være med til at nedsætte generationsintervallet.

Indavl kan være et problem i husdyravlen, da det ofte medfører nedsat frugtbarhed, nedsat modstandskraft mod sygdom og mindre livskraft. Derfor giver en avlsplan retningslinjer for anvendelsen af de udvalgte dyr, således at indavlsgraden holdes på et minimum. Moderne avl er blevet internationalt orienteret, og der gennemføres en omfattende eksport og import af avlsmateriale, især i form af dybfrossen sæd eller befrugtede æg (embryoer), men også som levende avlsdyr.

Krydsningsavl

Kombination af specialiserede linjer eller racer inden for de enkelte arter i forskellige krydsningssystemer, krydsningsavl, er af stigende betydning i husdyrbruget. Det giver større tilpasningsmuligheder og fleksibilitet for producenten, og herudover medfører det krydsningsfrodighed eller heterosis. Individer fra sådanne krydsninger er ofte mere livskraftige end forældredyrene, fx er de mere modstandsdygtige over for sygdomme. Denne effekt er størst for egenskaber med lav heritabilitet som fx frugtbarhed og sygdomsresistens. Krydsningsavl er mest udbredt inden for husdyrarterne mink, fjerkræ og svin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig