kastning

Kastning, veterinær betegnelse for abort, dvs. fosterdød og udstødelse af fosteret efter afslutningen af den embryonale periode. I den embryonale periode, hvis længde er forskellig fra art til art, sker langt det største tab af befrugtede æg og meget tidlige fosterstadier (35-40%), mens kastningsprocenten er relativt lille, kun ca. 5%.

Kastning kan finde sted på et hvilket som helst tidspunkt i drægtigheden. Optræder aborten i det første trimester, sker det som regel ved resorption, dvs. en opløsning og opsugning af foster og fosterhinder i livmoderen. I andet og tredje trimester er fostrene sædvanligvis for store til at blive resorberet, og såfremt de ikke kastes, vil de undergå enten en mumificering eller en maceration. Mumificerede fostre, også kaldet stenfostre, ligner vitterlig mumier med indtørret, sort hudoverflade indsmurt i en begagtig masse. Moderdyret er sædvanligvis helt upåvirket, og det er muligt gennem en særlig medicinsk behandling at få uddrevet et stenfoster. Ved maceration er fosteret gået i opløsning, og knogler og pus vil blive forsøgt udstødt gennem skeden; er moderdyret samtidig alment påvirket med feber, er behandling udsigtsløs.

Baggrunden for kastning kendes som regel ikke; genetiske, traumatiske, toksiske eller hormonale årsager kan være næsten umulige at afsløre. Undertiden optræder kastning med en større hyppighed og over en kortere periode (såkaldt enzootisk optræden), og årsagen antages da at være infektioner med fx protozoer, bakterier eller virus; hos kvæg i Danmark fx bovin virus diarré (BVD) og hos hopper fx rhinopneumonitis virus, en mildt forløbende luftvejsinfektion, som efter ca. tre uger resulterer i abort. Forebyggelse med vaccinationer er mulig og bør udføres i stutterier.