Kværke, (sideform til kværk 'strube'), adenitis equorum, hestesygdom forårsaget af bakterien Streptococcus equi; rammer især ungheste. Infektionen angriber næse og svælg, hvor der opstår halsbetændelse og smerter ved synkning. Lymfeknuderne under hagen bliver hævede og ømme; ofte udvikles der bylder, der bryder op til hudoverfladen. Sygdommen behandles med antibiotika (især penicillin). Dødeligheden er lav (under 5%), men der ses ofte følgelidelser i form af spredning af infektionen til indre organer, fx luftveje, og brandfeber er en udbredt komplikation.