Paratuberkulose, kronisk tarmlidelse hos kvæg, får og andre drøvtyggere, forårsaget af Mycobacterium paratuberculosis, der er beslægtet med tuberkelbakterien. Bakterien er udbredt, men forårsager kun sjældent sygdom. Symptomer, der hos køer især ses i tiden efter kælvning og ved kraftig fodring, er kronisk, vandig diarré, som er uhelbredelig og ender i afmagring. I hjortefarme kan lidelsen forløbe særdeles ondartet.