Vajd
Farvevajd (Isatis tinctoria) blomstrer i juni-juli. I Danmark findes den især langs Bornholms kyster og ud mod Øresund på Sjælland. Farvevajd farver blåt.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Frugterne fra det tropisk amerikanske træ Bixa orellana indeholder et rødt farvestof, annatto, som kan bruges til klædefarvning og i fødevarer, bl.a. smør og ost. Tsáchila-folket i Ecuador benytter farvestoffet til kropsfarvning og i deres særegne frisurer, hvilket har givet folket det spanske navn Colorado, dvs. 'rød' eller 'farvet'.

.

Farveplanter er plantearter brugt til farvning. Laver, svampe eller højere planters rødder, stængler, blade, blomster og frø er i umindelige tider blevet brugt til farvning af krop, tøj og føde.

Eksempler på farveplanter

Anvendelse

Planterne bruges særligt til at farve tøj (indigo, krap og saflor) eller hår og hud (henna, saflor). Fødevare- og kosmetikindustrien bruger også farveplanter (smørfarvetræ), og desuden farve fra planter, der primært har andre anvendelser (rødbede, safran).

Anvendelsen af de klassiske farveplanter aftog betydeligt med opdagelsen af de syntetiske farvestoffer i anden halvdel af 1800-tallet.

Efter at visse syntetiske farvestoffer er påvist at være kræftfremkaldende, anvendes farveplanter atter i større omfang i fødevareindustrien og til kosmetik, fx frø fra det tropiske smørfarvetræ, Bixa orellana, hvorfra der udvindes røde og gule farvestoffer. Plantefarver fra grøntsager (fx gulerod, rødbede), olieplanter, kornarter og krydderier (fx safran, gurkemeje) udnyttes ligeledes industrielt.

Både vildtvoksende planter og kulturplanter har tidligere været anvendt til at farve stof og garn med i Danmark. Idag anvendes de mest af kunsthåndværkere (fx farvevajd, farvegåseurt).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig