Såmaskine, landbrugs- eller havebrugsmaskine til såning af korn eller frø. De mest almindelige typer er: Radsåmaskiner, der placerer udsæden i rækker i en forudbestemt dybde på 1-7 cm afhængigt af kerne- eller frøstørrelsen. Radsåmaskiner placerer udsæden i jorden vha. såskær, som kan være udformet til direkte såning uden forudgående harvning. Enkornsåmaskiner placerer kerner enkeltvis i rækker i en forudbestemt afstand og dybde, mens kombisåmaskiner kan placere mineralsk gødning samtidig med såning af korn eller frø. Bredsåmaskiner placerer frøene oven på jorden. De anvendes fx i havebrug til såning af plænegræs, evt. også til spredning af mineralsk gødning.