Parasitisk hveps, en Aphidius-art, i færd med at lægge æg i en ferskenbladlus, Myzus persicae; denne bladlus lever bl.a. på kartoffel og bede og kan overføre virussygdomme mellem planterne.
Biologisk bekæmpelse er brug af levende organismer til forebyggelse eller bekæmpelse af skadevoldende organismer, fx insekter, svampe og planter (ukrudt).
biologisk kontrol
De levende organismer er skadegørernes naturlige fjender og omfatter rovlevende og snyltende dyr samt mikroorganismer som svampe, bakterier og virus.
Biologisk bekæmpelse bruges som alternativ til eller sammen med kemisk bekæmpelse (pesticider). Den biologiske bekæmpelse har fået stadig større betydning, bl.a. på grund af utilsigtede miljømæssige konsekvenser ved brug af traditionelle bekæmpelsesmidler, og fordi skadevoldere kan udvikle resistens over for kemiske bekæmpelsesmidler.
Biologiske bekæmpelsesmetoder er i modsætning til kemiske bekæmpelsesmidler mere specifikke i deres virkemåder, idet de som regel kun rammer én eller få arter.
Biologisk bekæmpelse kan foretages ved at udbringe den naturlige fjende én gang, hvorefter den af sig selv spredes videre og nedsætter skadevolderens bestandsniveau, eller ved at udsætte den naturlige fjende, hver gang skadevolderens population har nået et uønsket niveau.
Metoden med at udbringe den naturlige fjende én gang anvendes især, hvor en organisme er blevet indført til et område, uden at dens naturlige fjender er fulgt med.
En klassisk historie er fra Californien i slutningen af 19. århundrede. En art af skjoldlus gjorde enorme skader i citrusplantagerne. En entomolog blev sendt til Australien for at lede efter en naturlig fjende, og efter omfattende søgen fandt han en rovlevende bille, nemlig en art af mariehøne. En del individer blev samlet ind og sat ud i Californien, og over få år havde billen spredt sig og faktisk løst problemet med skjoldlusene.
Gentagen udsætning af fx mikroorganismer foretages ved pludselige angreb af skadevoldere, hvor der hurtigt skal gøres noget. Bakterien Bacillus thuringiensis er, i forskellige præparater, det mest anvendte mikrobiologiske bekæmpelsesmiddel på verdensplan og bruges på denne måde, fx mod sommerfuglelarver i landbrug og skovbrug og mod vandlevende myggelarver.
Sluttelig kan man bruge biologisk bekæmpelse på friland ved at fremme levevilkårene for skadedyrenes naturlige fjender. Det kan typisk være anlæg af blomsterbræmmer i planteskoler og frugtplantager til gavn for rovlevende insekter. I mange tilfælde bruger man en kombination af flere biologiske midler udbragt på forskellig måde.
Biologisk bekæmpelse af skadedyr er mest udbredt i plante- og husdyrproduktionen og til bekæmpelse af vektorbårne sygdomme som fx malaria. Sidstnævnte sker ved at ramme de vandlevende larver i floder og vandløb i form af, at man bringer en særlig variant af Bacillus thuringiensis ud.
Biologisk bekæmpelse er især effektiv i væksthuse, hvor klimaet kan kontrolleres. I Danmark og resten af Europa anvendes biologisk bekæmpelse således på store dele af arealet med væksthusgrøntsager; de to alvorligste skadedyr i tomat- og agurkeproduktionen, væksthusmellus og væksthusspindemide, bekæmpes med hhv. en snyltehveps, Encarsia formosa, og en rovmide, Phytoseiulus persimilis, der begge produceres kommercielt. Flere jordboende insekter kan bekæmpes ved hjælp af insektparasitiske rundorme.
Der flere præparater baseret på mikroorganismer eller rovinsekter til brug for planteproduktion på friland. Flere slags insektpatogene virus anvendes til biologisk bekæmpelse i frugtavl. Der findes også produkter baseret på insektpatogene svampe, som skal udbringes på eller i jorden.
På friland vanskeliggøres biologisk bekæmpelse dog af ustadige vejrforhold. For eksempel er viruspræparater til bekæmpelse af insekter kun virksomme i få dage. Da disse virus skal indtages gennem insektets mund for at inficere, vil en periode med koldt og ustadigt vejr gøre bekæmpelsen mindre effektiv. Dette skyldes, at skadedyrenes ædeaktivitet sænkes i køligt vejr, og dermed bliver de kun udsat for mindre mængder af virus.
Ukrudt bekæmpes nogle gange biologisk, især med brug af planteædende insekter, men også med svampe. Figenkaktus, Opuntia, er indført fra Amerika til forskellige verdensdele, hvor den hurtigt har spredt sig og er blevet en plage; i Australien dækkede planten i 1926 ca. 24 mio. ha græsningsområder, som dermed blev ubrugelige. Fra Argentina blev indført et møl, Cactoblastis cactorum, hvis larvegange giver adgang for andre insekter og mikroorganismer, som skader planten, og på ti år gik bestandene af figenkaktus kraftigt tilbage.
I Europa skal mikroorganismer til brug for biologisk bekæmpelse godkendes på EU-plan. Firmaet, der ønsker at markedsføre fx en ny bakterie, skal fremlægge omfattende dokumentation for, at bakterien virker efter hensigten. Desuden skal firmaet dokumentere, at den ikke har uønskede effekter på miljø, mennesker eller husdyr.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.