Heksekost, buskagtig samling af korte, tætsiddende skud på grene og stammer af forskellige træarter. Heksekoste fremkaldes oftest af svampeangreb, men kan også have andre årsager. Blandt de bedst kendte er dunbirkens heksekost, der fremkaldes af svampen Taphrina betulina og ofte findes i stort tal på samme træ. Bladene på de angrebne skud er mindre end normalt, krusede og bleggrønne. På undersiden findes i forsommeren en hvidgrålig belægning af svampens modne sporesække. Se også Taphrina.