markvanding

Markvanding, vanding af afgrøder på landbrugsarealer. I Danmark har ca. 9000 landbrugsbedrifter markvandingsanlæg svarende til, at ca. 17% (450.000 ha) af landbrugsarealet kan vandes. De første sprinkleranlæg blev taget i brug i landbruget umiddelbart efter 2. Verdenskrig, men de var meget arbejdskrævende, og der blev kun etableret få anlæg. Efter den tørre sommer i 1959 blev interessen for markvanding øget, og især efter de to alvorlige tørkeår 1975 og 1976 blev der etableret mange vandingsanlæg (især vandingsmaskiner), primært på landbrug med kvæg. I 1979 nåede antallet af vandingsanlæg det niveau, det har i dag.

På grovsandet jord er vanding helt afgørende for landbrugsproduktionen. På disse jordtyper kan der i et gennemsnitsår opnås et merudbytte på 15-30 hkg pr. ha; i tørre år op til det dobbelte.

Landbrugenes vandingstilladelser udgør tilsammen ca. 500 mio. m³. I gennemsnit over en årrække udgør det faktiske vandforbrug til markvandinger ca. 300 mio. m³ eller ca. 60% af indvindingstilladelserne. Der anvendes næsten udelukkende grundvand til markvanding. Tidligere var det almindeligt at pumpe direkte fra vandløb, men det gives der ikke tilladelse til. Der er stor forskel på afgrødernes vandingsbehov, og der er stor forskel på vandingsbehovet fra år til år afhængig af vejrforholdene. Normalt er vandingsanlægget dimensioneret efter en ydelse på 2 m³ pr. time pr. ha, svarende til at vandingsanlægget kan følge med afgrødernes vandingsbehov, når fordampningen er 4 mm pr. dag. Se også kunstvanding og vanding.