MRSA (Methicillin-Resistente Staphylococcus Aureus) er stammer af bakterien Staphylococcus aureus, der er resistente over for methicillin, andre penicilliner og de fleste cefalosporiner, undtagen enkelte nye cefalosporinpræparater som fx Ceftarolin (Zinforo®). MRSA er ikke multiresistente og kan derfor sagtens behandles effektivt med andre antibiotika bl.a. vancomycin.

MRSA-infektioner

MRSA forårsager ligesom andre S. aureus-stammer hudinfektioner som bylder og børnesår samt betændelse i knogler, led, lunger og blodforgiftning. MRSA er følsomme over for vancomycin og en række andre antibiotika, der så anvendes ved mistanke om eller ved konstateret MRSA-infektion.

Historie

Udvikling af MRSA
Figur 1. Udviklingen af MRSA i Danmark 1960-1995.
Udvikling af MRSA
DANMAP 1996.
Oprindelse af MRSA-infektioner
Figur 2. Oprindelse af MRSA infektioner i Danmark 2013-2022.
Oprindelse af MRSA-infektioner
DANMAP 2022.

Da penicillin blev brugt til behandling af infektioner i begyndelsen af 1940'erne, var alle S. aureus-stammer følsomme, men hurtigt opstod der penicillinresistens forårsaget af enzymet penicillinase, som nedbryder penicillin og hurtigt blev hoveparten af S. aureus-stammer penicillinresistente også i Danmark (Figur 1).

Den engelske medicinalfabrik Beecham udviklede i 1959 et nyt penicillinderivat, som blev kaldt methicillin, der var resistent over for penicillinase og derfor blev brugt til behandling af S. aureus-infektioner. Senere er flere derivater udviklet, bl.a. cloxacillin, dicloxacillin og flucloxacillin, der har erstattet methicillin. MRSA kaldes dog fortsat methicillin-resistente, selvom det heller ikke mere er methicillin, der anvendes til at påvise resistensen. Der anvendes i stedet cefoxitin, der er et cefalosporin, som er mere følsomt til påvisning af MRSA.

Fra 1960–1969 steg forekomsten af methicillinresistente S. aureus fra 0,06 % til 4,11 % i England og samme udvikling så man i andre lande herunder Danmark (Figur 1), hvor en egentlig epidemi af MRSA bredte sig, og som først i midten af 1970'erne var bekæmpet. Bekæmpelsen skete ved en stærkt oprustet hospitalhygiejnisk indsats styret af Statens Serum Instituts afdeling for Hospitalsinfektioner i samarbejde med de nye klinisk-mikrobiologiske afdelinger rundt omkring i landet, der dengang var regionalafdelinger under Seruminstituttet. Desuden viste dansk forskning ved overlæge Per Bülows doktordisputats fra 1971, at det høje forbrug af tetracyklin i Danmark selekterede for MRSA, da de samtidig var tetracyklinresistente. Man reducerede derfor tetracyklinforbruget dramatisk og den samlede indsats virkede (Figur 1).

S. aureus er findes bl.a. på huden og tetracyklin udskilles i talgkirtlerne på huden, så derfor ses denne ko-selektion af tetracyklinresistente MRSA. Det samme ser ud til at være årsagen til MRSA hos svin (type LA-CC398), der også har talgkirtler og hvor tetracyklin har været meget brugt til behandling af andre infektioner hos dyrene, hvilket dog nu er stærkt reduceret. Svinene bliver ikke syge af MRSA, de er bærere og det samme gælder svinebønderne.

En ny stigning i MRSA begyndte i 1980'erne, hvor en række nye antibiotika blev indført, som udskilles med sveden til huden og påvirker hudens bakterier, bl.a. stafylokokker, men situationen blev bekæmpet i Danmark ved hospitalhygiejniske foranstaltninger, screening og isolation af patienter og personale, der kom hjem fra ophold på sygehuse m.m. i lande med høj MRSA forekomst (Figur 2).

Bæretilstanden af MRSA udryddes ved helkropsvask dagligt i en uge med 4 % klorhexidinsæbe og smøring i næseborene med mupirocin (Bactroban®) og daglig skift af tøj og sengetøj, der skal kogevaskes. Familien skal ligeledes behandles på den måde og sommetider kæledyrene som fx hunde.

De sidste mange år har hyppigheden af MRSA-infektioner i Danmark ligget på ca. 1,5-2 % af alle S. aureus-infektioner og dødeligheden ved alvorlige infektioner som blodforgiftning (sepsis) er ikke højere ved MRSA end ved andre S. aureus-stammer. De gener (mecA og mecC), der koder for MRSA er muligvis overført fra Staphylococcus epidermidis, der er vores hyppigste hudbakterie og som også kan blive methicillinresistent (MRSE).

Svine-MRSA

MRSA type CC398, der også kaldes svine-MRSA, smitter overvejende fra dyr til mennesker, men kan også smitte mellem mennesker. Som anført er svinene ikke syge af MRSA CC308 og det er svinebønderne heller ikke, de er blot bærere af bakterien på huden. Der er indført omfattende hygiejniske foranstaltninger omkring arbejdet i svinestalde, og hvis man besøger en svinestald og skulle få MRSA CC398 på sig, har forskning vist, at den er væk i løbet af én dag til én uge hos alle. Svinekød fra MRSA CC398-smittede svinebesætninger bærer ikke MRSA CC398 og smitter således ikke forbrugerne.

Læs mere på lex.dk

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig