Neisseria, (efter den tyske hudlæge Albert Neisser, 1855-1916), slægt af gramnegative, bønneformede bakterier, der optræder parvis som diplokokker. Gonokokken, Neisseria gonorrhoeae, påvist af Neisser i 1879, forårsager gonorré, og meningokokken, Neisseria meningitidis, forårsager en særlig form for meningitis. I svælget hos mennesker og dyr forekommer andre typer diplokokker, som ikke har nogen kendt sygdomsmæssig betydning.