H.L. Jensen, Hans Laurits Jensen, 1898-1977, dansk agronom med speciale i mikrobiologi, dr.agro. 1941. H.L. Jensen rejste til Australien i 1929 og arbejdede som bakteriolog ved Linnean Society of New South Wales og senere også ved University of Sydney. Her skrev han en række artikler om omsætningen af organisk stof i jorden og om jordens indhold af bakterier og svampe. Han beskrev flere nye bakterier, bl.a. kvælstofbindende. I 1947 vendte han hjem og blev leder af bakteriologisk afdeling på Statens Planteavlslaboratorium, hvor han virkede som forstander 1961-68. Han fortsatte et arbejde med Rhizobium-bakterier og undersøgte sprøjtemidlers nedbrydning.