Kappa-partikel, (efter det græske bogstav κ, efter første bogstav i den tidl. betegnelse killer-particle, eng. 'dræberpartikel'), symbiotisk bakterie af slægten Caedibacter, som findes inde i cellen i nogle stammer af protozoen Paramecium (tøffeldyr). Disse stammer forårsager drab af andre, såkaldte følsomme Paramecium-stammer. I dræberprotozoens cytoplasma findes et stort antal kappa-partikler, som kan udskilles til vækstsubstratet. Når de optages af følsomme stammer, fremkalder de protozoernes død.