Brundtlandrapporten, alm. betegnelse for rapporten fra Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling: Our Common Future (1987, da. Vores fælles fremtid). Kommissionen blev nedsat af FN i 1983 med den norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand. Opgaven var at formulere et "globalt program for ændringer" mht. verdens resurse- og miljøproblemer med beskrivelse af såvel mål som muligheder for handlinger, der kunne sikre en bæredygtig udvikling efter år 2000.

Rapporten understreger, at fattigdommen i store dele af verden er en væsentlig årsag til miljøproblemerne. Her skal den økonomiske vækst derfor genoplives. Vækstens kvalitet skal i øvrigt ændres, så produktionen ikke belaster miljøet. Det kan ske ved at nedsætte forbruget af energi og råstof og ved at genbruge en større andel af det affald, der dannes. Desuden foreskriver rapporten, at man skal bevare og forøge resursegrundlaget, sikre et bæredygtigt befolkningsniveau, omlægge teknologien og styre risici, integrere miljø og økonomi i beslutningsprocessen, omlægge de internationale økonomiske forbindelser og styrke det internationale samarbejde. Indsatsen skal især fremme den fælles forståelse og ansvarsfølelse, bl.a. ved at hæve niveauet for befolkningernes deltagelse i spørgsmål om miljø og udvikling.

Til trods for, at anbefalingerne i Brundtlandrapporten er ret vage og uforpligtende, har den sat gang i nye initiativer i mange lande. I Danmark er anbefalingerne fx i stigende omfang indarbejdet i lovgivningen, ligesom der er ført kampagner for at styrke befolkningens miljøbevidsthed. Se også international miljøpolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig