Øresundsvandsamarbejdet, aftale af 1995 mellem regionerne og kommunerne på begge sider af Øresund om et fælles miljøprogram for Øresundsregionen. Samarbejdet skal virke for et godt vandmiljø i Øresund gennem udredninger om og undersøgelser af Øresunds vandmiljø og gennem formidling af information. Miljøkontrollen, Københavns Kommune virker som fagligt sekretariat for samarbejdet. Aftalen erstatter de regionale undersøgelser foretaget af den af regeringerne nedsatte Øresundsvandkomité (virksom 1958-74) og af Øresundskommissionen (1974-92). Se også miljøsamarbejde og nordisk miljøsamarbejde.