Vandrammedirektivet

Vandrammedirektivet, EU-direktiv, trådt i kraft i december 2000 og i Danmark iværksat gennem Miljømålsloven. Formålet er at sikre ensartet beskyttelse af EU-landenes grundvand, vandløb, søer og kystvande mod forurening og andre indgreb, der er til skade for vandområdets gode økologiske tilstand (dvs. en tilstand, der yder gode vilkår for områdets dyre- og planteliv). Vandområderne defineres som oplande for et vandløb inkl. udløbet i havet og de tilstødende kystvande. I Danmark bliver områderne samlet i fire statslige vanddistrikter (Bornholm, øerne øst for Storebælt, Danmark vest for Storebælt og en international region i grænseområdet mod Tyskland for fælles vandområder).

Hovedprincippet i direktivet er, at de nødvendige indgreb til sikring af en god, ønsket kvalitet sker på basis af en kortlægning af de enkelte vandområder og en dertil knyttet fastlæggelse af kvalitetsmålsætninger for vandområdet. Til disse målsætninger er der knyttet fastlagte kvalitetskrav af kemisk eller fysisk natur. En løbende kontrol skal sikre, at kvalitetskravene er opfyldt. Hvis dette ikke er tilfældet, skal de nødvendige indgreb foretages.

I Danmark har dette princip for beskyttelsen af vandområder været benyttet i den offentlige miljøbeskyttelse indtil begyndelsen af 1980'erne, specielt for udledninger af nedbrydeligt organisk stof samt kvælstof- og fosfornæringssalte (fx i byspildevand), men er derefter i stigende udstrækning blevet erstattet af et princip med fastlæggelse af ensartede, restriktive kravværdier for udledninger til vandområdet. Dette princip har den fordel, at det kan iværksættes uden forudgående kortlægning af vandområdet og dets egenskaber. Ulempen er, at man ikke kan være sikker på, at de fastlagte udledningskrav er tilstrækkelige eller blot nødvendige for at sikre vandområdets kvalitet.

Med vandrammedirektivet vender Danmark tilbage til det tidligere benyttede princip, idet direktivet bliver iværksat gennem Miljømålsloven. Det omfatter en indledende kortlægning og vurdering (basisundersøgelse) af vandområdets geografiske, biologiske, kemiske og fysiske karakteristika samt en vurdering af de menneskeskabte påvirkninger (fx forurening, vandindvinding) og en økonomisk analyse af vandanvendelsen. Dernæst fastlægger medlemsstaterne miljømål for vandområderne efter kriterier, der angives i direktivet. De nødvendige tiltag iværksættes for at opnå en god økologisk og kemisk tilstand i alle vandområder. Undtaget er kunstige og stærkt modificerede vandområder (menneskeskabte eller stærkt forurenede vandområder). Der er fastsat betingelser for, hvornår et vandområde er omfattet af denne undtagelse. Direktivets krav til god vandkvalitet gælder i særdeleshed for særlig beskyttede områder, dvs. områder, der anvendes til indvinding af drikkevand, områder til beskyttelse af økonomisk vigtige vandlevende dyr og planter, badevandsområder, områder, der er følsomme for udledning af kvælstofnæringssalte (fx fra landbrug) eller byspildevand eller vande inden for EU-fugle- og habitatområder.

Danmark havde ved Vandrammedirektivets ikrafttræden i modsætning til flere andre EU-lande allerede gennemført vidtgående indgreb over for spildevandsudledninger fra byer og industri, hvorfor det især har medført et øget tilsyn med vandområderne og en øget indsats over for diffuse udledninger, fx fra landbruget.

Alle mål skulle være opfyldt inden 2015. EU-landene kan fastsætte strengere krav end forudsat i direktivet.

Se også miljøplanlægning.