Økomuseum, natur- og kulturhistoriske aktiviteter og samlinger, der er i deres oprindelige omgivelser. Økomuseer har vundet indpas både i udlandet og i Danmark; forløberne er små lokalhistoriske museer.

Idéen stammer fra Frankrig, hvor man i 1971 begyndte i et mineområde i Le Creusot i Bourgogne. Her har man bevaret og formidlet den kultur, der har præget område og mennesker, og lokalbefolkningens aktive medvirken i både opbygning og formidling har bidraget til at fastholde det oprindelige præg. Idéen har taget to retninger: økomuseer med tag og vægge og økomuseer uden, de såkaldte parkmuseer. I stedet for at lave et "frilandsmuseum" vælger man at bevare de oprindelige kultur- og naturmiljøer, hvor de hører hjemme.

Der er økomuseer med og uden tag mange steder i Danmark; den første systematiske udbygning er sket i Skjern og Egvad Kommuner, hvor der nu er en række af slagsen. Fx er Fahl Kro center for fortidens jagt og fiskeri. Gamle former for landbrug såsom engvanding genoplives, vandmøller restaureres, gamle værksteder sættes i stand. Søby Brunkulsmuseum i Søby brunkulslejer er et andet eksempel. Der laves ofte økomuseer ved genoprettede naturområder. Ved Vest Stadil Fjord er en gammel jagthytte restaureret, hvor de besøgende kan se billeder af jagtlivet. Ved den genoprettede Brokholm Sø i Salling er pumpestationen indrettet som fugletårn, og de oprindelige pumper er bevaret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig