DDT, diklordifenyltriklorethan, stof (kloreret kulbrinte), som i 1960'erne blev erkendt som en meget farlig miljøgift. Man fandt DDT i bl.a. pingviner i Antarktis og sæler i Arktis, dvs. langt fra de steder, hvor man havde brugt stoffet. Man blev klar over, at alle Jordens dyr og mennesker havde DDT i kroppen.

DDT blev fremstillet allerede midt i 1800-t., men det var først i 1939, at schweizeren Paul Müller opdagede stoffets insektdræbende virkning, hvilket indbragte ham nobelprisen i 1948. I begyndelsen anså man DDT for at være et "vidundermiddel" mod fx insekter, der overfører de frygtede tropesygdomme malaria, sovesyge og gul feber.

DDT er meget giftigt for insekter, mens der skal ret store koncentrationer til at skade fx mennesker. Desuden er stoffet billigt og let at anvende. Derfor begyndte man fra omkring 1940 også at bruge store mængder DDT til at bekæmpe insektangreb i landbrugsafgrøder, især i USA, men også i Europa. Det viste sig imidlertid, at insekterne efterhånden blev resistente over for stoffet.

Desuden fandt man ud af, at DDT kun nedbrydes langsomt i naturen og tillige bliver ophobet i fødekæderne (se bioakkumulation). Der kom stadig flere eksempler på, hvor farligt stoffet er. Fx faldt antallet af havørne i bl.a. Skotland og Nordskandinavien, så fuglen var i fare for helt at forsvinde. En årsag var, at deres æg fik så tynde skaller, at de blev knust af de rugende fugle. DDT påvirkede fuglenes kalkstofskifte.

DDT's miljøfarlighed har medført forbud mod at anvende stoffet i bl.a. USA og de europæiske lande, i Danmark i 1969. Det har bl.a. betydet, at bestanden af bl.a. de nordiske havørne atter er i fremgang. Men DDT produceres fortsat, og det bruges især i Afrika og Asien. Se også skadedyr (bekæmpelse).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig