Grindstedværket, virksomhed grundlagt i 1924 for at producere kemiske stoffer til sprængstoffer samt organiske kemikalier. Hovedproduktionen blev hurtigt medicinalprodukter og senere vitaminer. 1939 blev Grindstedværket en del af Danisco-koncernen under navnet Danisco Grindsted, og efter DuPonts overtagelse af Danisco i 2011 hedder det tidligere Grindstedværk DuPont Nutrition Biosciences.

Grindstedværket var i 1960'erne og 1970'erne mest kendt i befolkningen for forureningsproblemer knyttet til værkets processpildevand. En del af spildevandet samt spildevandsslam, som indeholdt salte og opløsningsmidler, blev indtil begyndelsen af 1970’erne deponeret på fabriksgrunden, i Grindsted Gl. Losseplads samt i Kærgård Klitplantage. Udsivning fra depotet i Kærgård Plantage gav periodiske lugtproblemer i 1970'erne. I 2004 blev en større undersøgelse af forureningsudbredelse og sammensætning igangsat med henblik på fremtidig oprydning. Resten af spildevandet blev udledt i Grindsted Å, hvor man sidst i 1960'erne opdagede forurening med kviksølv. Kviksølvforureningen fortsatte ud i Varde Å. Udledningen af kviksølv blev standset, og i 1972 etablerede Grindstedværket eget spildevandsrensningsanlæg. I 1986 blev anlægget udbygget med et fluidiseret filter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig