dyregeografi (Zoogeografiske regioner)

Dyregeografi (Zoogeografiske regioner), På basis af udbredelsen af hvirveldyr inddelte P.L. Sclater og A.R. Wallace midt og sidst i 1800-t. Jorden i zoogeografiske regioner, som med mindre modifikationer stadig anerkendes i dag. Europa, Nordafrika, hovedparten af Asien samt Nordamerika udgør den holarktiske region; Afrika syd for Sahara er den afrotropiske eller etiopiske region; Indien udgør sammen med Sydøstasien og dele af det indoaustralske øhav den orientalske region; Australien, New Zealand, Ny Guinea mv. den australske region; og endelig udgør Syd- og Mellemamerika den neotropiske region. Der er stadig diskussion om detaljer i grænsedragningen. Det gælder især mellem den orientalske og den australske region, hvor det såkaldte Wallacea udgør en overgangszone, se Wallaces linje. Den holarktiske region underinddeles i den palæarktiske subregion (Europa, Nordafrika, arktisk og tempereret Asien) og den nearktiske subregion (arktisk og tempereret Nordamerika); de to subregioner regnes ofte for selvstændige regioner, selvom deres faunaer har flere lighedspunkter indbyrdes end de andre regioner.

Havet er i langt højere grad end landjorden et tredimensionalt miljø, så her er dyrenes udbredelsesforhold mere komplicerede. Selvom de samme principper gælder som på landjorden, er der vendt op og ned på begreberne spredningsbarrierer og spredningsveje: Landmasser er spredningsveje for landdyr, men barrierer for havdyr. I modsætning til landjorden er alle havområder dog forbundne med hinanden. Muligheden for spredning mellem de forskellige havområder er dog stadig begrænset, ikke mindst af havstrømmene, der både kan virke som spredningsmotorveje, men også som barrierer for spredning mod- eller tværstrøms. De vigtigste udbredelsesbestemmende økologiske faktorer i havet er temperatur, saltholdighed, lys og andre arter.

I langt højere grad end for landdyrenes vedkommende er der hos havdyr udviklet specialiserede spredningsstadier: Mange havdyr er mere eller mindre fastsiddende som voksne, og spredningen varetages af fritsvømmende larvestadier. Også i havet har mennesket i høj grad — frivilligt og ufrivilligt — bidraget til artsspredningen: Fastsiddende dyr kan spredes siddende på skibe, og fritsvømmende arter eller stadier kan spredes i skibenes ballasttanke. For eksempel har bygningen af Suezkanalen betydet, at flere fiskearter fra Det Røde Hav har spredt sig til Middelhavet.

Havets dyreliv kan inddeles i fire hovedgrupper: bundfaunaen på lavt vand (kontinentalsoklen, dvs. havbunden ned til 200 m dybde); dyr på eller nær kontinentalskrænten og oceanbunden ned til 4000 m dybde; dybhavsfaunaen (under 4000 m) samt faunaen i de frie vandmasser, den pelagiske fauna.

Bundfaunaen på kontinentalsoklen er i lighed med landjordens fauna opdelt af effektive barrierer dels i form af landmasser, dels i form af mellemliggende dybhavsområder.

Den egentlige dybhavsfauna er stadig meget dårligt undersøgt. På dybhavets bund er der ofte langt imellem individerne pga. den ringe næringstilførsel. En undtagelse er de såkaldte hydrotermiske væld varme kilder i dybhavet. Her har man fundet særdeles arts- og individrige dyresamfund, der er baseret på kemosyntetisk produceret næring. De hydrotermiske væld giver bl.a. anledning til spredningsmæssige spørgsmål: Hvordan har de højt specialiserede dyr spredt sig til de ofte meget isoleret beliggende væld? Her er der en parallel til problemerne omkring landdyrs kolonisering af ensomt beliggende øer.

De frie vandmassers dyreliv lader sig vanskeligere opdele regionalt. Selvom fysiske barrierer også spiller en vis rolle her, er arternes udbredelse i langt højere grad bestemt af økologiske faktorer: temperatur, lys og næringsforhold. Det betyder, at man snarere end at opdele i geografisk afgrænsede regioner kan skelne mellem zoner defineret ved vanddybden. Groft sagt kan der skelnes mellem den zone, hvor der er sollys og dermed fotosyntese, og der, hvor der ikke er fotosyntetiserende organismer. Fotosyntese betyder, at der er næringsgrundlag for en rig fauna. Denne del af de frie vandmasser går ned til ca. 100 m dybde. Dybere end de 100 m er faunaen — igen groft sagt — fattig i både antallet af arter og i antallet af individer. Rent generelt kan det siges, at faunaen bliver fattigere, jo dybere man kommer ned.