Norge - plantevækst

Norge – plantevækst, Den norske planteverden er præget af de stærkt skiftende klimatiske og topografiske forhold. Antallet af vildtvoksende arter af karplanter er omkring 1500. Den artsrigeste flora findes længst mod syd, hvor der forekommer løvskove med bl.a. almindelig eg, spidsløn, ask og hassel. Bøgeskov er begrænset til kystnære egne. Urtefloraen i løvskovene minder om den danske med bl.a. bingelurt, skovmærke, skovsalat og lundrapgræs.

I de nedbørsrige områder i SV findes mange oceaniske arter som fx kristtorn og vedbend og yderst på Vestlandet sågar ekstremt oceaniske arter som purpurlyng, flere mosser og laver. I øvrigt hører Norge vegetationsmæssigt til den boreale zone, og trævæksten domineres af skovfyr og rødgran, hvoraf førstnævnte har størst udbredelse. I større højder forekommer forskellige typer af birkeskov. Trægrænsen ligger i det sydligste Norge ved ca. 1000 meter, i Finnmark kun ca. 200 meter.

Over trægrænsen er snedækkets varighed en af de mest afgørende faktorer for vegetationsfordelingen. Fjeldfloraen indeholder dels arktiske, dels arktisk-alpine elementer og er rigest i kalkrige områder. Rypelyng (Dryas octopetala) er et typisk eksempel på en art, der foruden i de skandinaviske fjelde også forekommer i bjergområder længere sydpå, fx i Alperne og Karpaterne. Efter istiden voksede den også i den tundralignende vegetation i de mellemliggende lavlandsområder, fx Danmark.

En mindre gruppe af fjeldplanter, ca. 30 arter, har tilknytning til Grønland og Nordamerika. De er af særlig plantegeografisk interesse, idet de formodes at have overlevet den sidste istid i isfri områder, enten kystfjeldsrefugier (på nunatakker) i Sydnorge eller tundrarefugier i nord.