G.W. Brüel, Georg Wilhelm Brüel, 1752-1829, tysk-dansk forstmand, uddannet i Hannover. Fra 1777 stod han for driftsplanlægningen af grev von Hardenbergs skove på Lolland og i Jylland, senere af skovene under Christianssæde og Brahetrolleborg, hvor samarbejdet med C.D.F. Reventlow fik stor betydning for skovbrugets udvikling i Danmark. Brüel arbejdede med statens hedeplantager fra 1788, blev forstinspektør ved Sorø Akademi i 1791 og udarbejdede planer for de kongelige skove i Nordsjælland, for hvilke han var overførster fra 1805.