Skrælning, hjortevildts afrivning eller afgnavning af barken på levende, yngre træer. Skrælning påfører skovbruget betydelige værditab som følge af overvoksning af barksårene og rådangreb. Økonomisk betydning har især krondyrs skrælning af barken i lange strimler i saftstigningsperioden (sommerskrælning). Uden for træernes vækstperiode sidder barken fast og gnaves af i mundfulde (vinterskrælning). Kron- og sikavildt skræller almindeligvis, dåvildt i mindre grad, råvildt kun sjældent. Også egern og harer kan især i vinterperioden skrælle.