Pelamider, (af gr. pelamys 'ung tunfisk' og -id), gruppe af makrelfisk omfattende slægterne Sarda med fire arter og Orcynopsis med én art. I danske farvande optræder som gæster rygstribet pelamide (Sarda sarda) og ustribet pelamide (Orcynopsis unicolor). Pelamider er især udbredt i varmere have, hvor de indgår i erhvervsfiskeriet. De kaldes også ofte bonit.