Bløddyr. Kropsafsnittene hos de fem store klasser af bløddyr er meget forskelligt udviklede. Skallen afsondres hos alle fra kappen, og disse kropsafsnit dækker indvoldssækken, som er forbundet med hoved og fod. Hos skallus består skallen af otte mindre plader. Snegle har en oftest spiralsnoet skal. Muslingernes skal er i to dele. Søtændernes skal er en smal cylinder, mens de fleste nulevende blæksprutter har en indvendig skal, som er fuldstændig omgivet af kappen. Snegle og skallus har en fod med krybesål; muslinger og søtænder har en fod, der oftest bruges til at grave med. Blæksprutternes fod er stærkt omdannet; den danner en tragt, gennem hvilken vand fra kappehulen kan presses ud, samt en krans af arme på hovedet. Hovedet er veludviklet hos snegle og blæksprutter, mindre udviklet hos skallus og søtænder og helt reduceret hos muslinger.

.

Bløddyr er en række af hvirvelløse dyr, som oftest har en kalkholdig, udvendig skal. Der findes mindst 50.000 nulevende arter, foruden ca. 35.000 arter, der kun kendes som forsteninger. De fleste bløddyr lever i havet, men de findes også i ferskvand og på landjorden.

Faktaboks

Også kendt som

Mollusca, mollusker

Der er fem store klasser af bløddyr: snegle, muslinger, blæksprutter, søtænder og skallus, samt tre mindre klasser: ormebløddyr, urbløddyr og de kun fra forsteninger kendte Rostroconcha, som ikke har et egl. dansk navn. Forsteninger af bløddyr kendes fra det tidligste Kambrium (ca. 540 mio. år siden), og bløddyrklasserne har således haft lang tid til at udvikle sig i meget forskellige retninger.

Forekomst og betydning for mennesker

Bløddyr forekommer på alle havdybder fra tidevandszonen til de dybe oceangrave og i alle klimabælter fra de koldeste polarhave til de varmeste troper. De varierer meget i størrelse fra mikroskopiske snegle, der aldrig bliver større end 1 mm, til kæmpeblæksprutter, der bliver op til ca. 20 meter lange. Bløddyr kan leve nedgravet i havbunden, svømme i de frie vandmasser, sidde på klipper; nogle borer sig endog ind i klipper.

Bløddyrene har på flere måder betydning for mennesket. Mange arter er spiselige, og fiskeri og akvakultur er vigtige indtægtskilder, ligeså perleindustri. Nogle bløddyr er skadelige, ikke blot fordi de æder afgrøder, men især fordi de optræder som mellemværter for parasitter i husdyr og mennesker; fx er snegle mellemvært for ikter, der forårsager bilharziose.

Opbygning

Bløddyr. Radulatænder fra purpursneglen, Nucella lapillus, som lever på havnemoler langs Jyllands vestkyst og på klippekyster i Nordatlanten. En radula (raspetunge) findes hos de fleste bløddyr, dog ikke muslinger. Radulaen er hornagtig og bruges til at raspe føden ind i svælget. Purpursneglen spiser fx rurer og blåmuslinger, hvis skaller gennemhulles med radulaen.

.

Vinbjergsnegl. Vinbjergsnegle (Helix pomatia) parrer sig.

.

Bløddyr fra de forskellige klasser har ikke mange ydre lighedspunkter, men de har en fælles bygningsplan. Et bløddyr består af fire kropsafsnit: hoved, fod, kappe og indvoldssæk. Disse afsnit er forskelligt udviklet i de forskellige klasser. Hovedet indeholder mundapparatet med en karakteristisk raspetunge (radula), øjne, følehorn og evt. andre sanseorganer. Foden er muskuløs og beklædt med cilier (fimrehår); den danner ofte en "krybesål". Fodsålen udskiller et slimlag, som dækker det underlag, dyret kryber på.

Kappen er en tynd hudfold, som dækker det meste af dyrets overflade, og hvorfra skallen dannes. Kappen danner et hulrum rundt om dyret, kappehulen, hvori gæller, gat og kønsåbning er placeret. Kappen (og kappehulen) er det eneste organ, som kan genfindes i alle klasser af bløddyr. Skallen er hos snegle, blæksprutter, søtænder og urbløddyr i ét stykke, hos muslinger i to stykker, og hos skallus består den af otte mindre plader, der delvis overlapper hinanden. Yderst har skallen et tyndt organisk lag, periostracum, som består af et specielt protein, conchiolin. Periostracum udskilles af kapperanden. Herunder findes "prismelaget", som består af kalkkrystaller, og som ligeledes udskilles af kapperanden. Inderst findes det såkaldte perlemorslag, der består af flade kalkkrystaller, som udskilles af hele kappens yderside. Lagdelingen af krystallerne i perlemorslaget kan hos nogle arter give det farvestrålende skær, som kendes fra perlemorssmykker.

Det fjerde kropsafsnit hos bløddyrene, indvoldssækken, er oftest placeret oven på foden. I indvoldssækken findes fordøjelsesorganer, kønsorganer og nyrer. Hjertet i dets hjertesæk (pericardium) findes oftest på grænsen mellem indvoldssæk og kappehule.

En raspetunge findes hos næsten alle bløddyr, kun muslingerne er foruden. Den består af en membran besat med rækker af fint formede kitintænder. Tændernes form, antal og placering på membranen bruges til identifikation og klassifikation af bløddyr, især snegle. Hos de fleste bløddyr går fordøjelseskanalen direkte fra munden i forenden til anus i bagenden; hos sneglene er indvoldssækken dog drejet 180° i forhold til dyrets længdeakse, så kappehulen med gæller og anus er placeret i forenden. Føden fordøjes i en brun eller grønlig fordøjelseskirtel, der oftest optager det meste af indvoldssækken. Ernæringsbiologisk er der stor forskel på de forskellige klasser, hvorfor det omtales særskilt under de pågældende klasser.

Bløddyrene har et åbent blodkredsløb, dvs. blodet presses direkte fra arterierne ud i vævet og samles herfra i nogle få vener, der løber tilbage til hjertet via gællerne. Gællerne er oftest fjerformede med en akse, der kan være afstivet med kitin. Gællebladene er tæt besat med cilier, som skaber en vandstrøm hen over deres overflade. Hos muslinger er gællerne meget store og kraftigt foldede, fordi de bruges til at filtrere fødepartikler fra åndingsvandet. Hos lungesnegle er gællerne forsvundet, og kappehulen er omdannet til en lunge, ved at kappevævet er forsynet med et stærkt forgrenet net af blodkar.

Formering

De fleste bløddyr er særkønnede, men bl.a. baggællesnegle og lungesnegle er hermafroditter. Nogle bløddyr gyder æg og sæd frit i vandet, mens andre har indre befrugtning, hvor sæden via hannens penis anbringes i hunnens sædgemme. De befrugtede æg lægges ofte i særlige ægkapsler, som fx hos den almindelige konksnegl sammenhæftes i store klumper. Æggene udvikler sig til små ciliebeklædte larver, der oftest er fritsvømmende. Larverne af snegle og muslinger kaldes veligerlarver. De har små skaller og et karakteristisk fimresejl (velum).

Urformen

Man har tidligere ment, at de første bløddyr var forholdsvis store, dvs. flere cm lange, med en veludviklet skal, stor kappehule med ét par veludviklede gæller, tydeligt hoved med raspetunge og muskuløs fod. Denne "hypotetiske ancestrale mollusk" (HAM) er man dog gået bort fra, fordi forsteninger tyder på, at de ældste bløddyr tværtimod var meget små, dvs. kun nogle få mm lange, med en meget tynd og kun svagt forkalket skal, snæver kappehule uden eller med mange små gæller og med en fod, der kun bevæges vha. cilier.

Evolution

Skønt de ældste aftryk af bløddyr stammer fra begyndelsen af Kambrium og er ca. 540 mio. år gamle, skal gruppens oprindelse utvivlsomt søges i slutningen af Prækambrium. Meget hurtigt opstod forskellige undergrupper, og fra Sen Kambrium (ca. 515 mio. år før nu) kendes alle nulevende grupper med undtagelse af søtænder og de skalløse ormebløddyr.

På grund af den tidlige opsplitning er der kun bevaret sparsomme vidnesbyrd om de enkelte gruppers oprindelse. Sandsynligvis lignede de første bløddyr de nulevende ormebløddyr. Disse små dyr blev tidligere anset for at være sekundært degenererede, men i dag mener man, at deres simple og primitive opbygning er oprindelig. Ormebløddyr udfælder kalkspikler i huden, men de danner ikke nogen egentlig skal og kendes derfor ikke som fossiler. To udviklingslinjer kan spores fra denne stamform. Den ene linje udgøres af skallus, den anden af alle andre bløddyr, dvs. urbløddyr, snegle, blæksprutter, Rostroconcha, søtænder og muslinger. De ældste former på denne linje havde kun én skal og lignede formentlig urbløddyr. De nulevende urbløddyr har en oval, hueformet skal med en fremadrettet spids og en cirkulær fod.

Hos visse fossile urbløddyr kan man iagttage, hvordan skallen i tidens løb bliver højere og begynder at sno sig. Ifølge én teori er sneglene opstået ved, at skallen med indvolde hos sådanne dyr er drejet 180° i forhold til længdeaksen, hvorved kappehulen og gællerne kom til at vende fremad og snoningen bagud. Snoningen gav plads til en stor og kompakt kropsmasse; samtidig opnåede dyret beskyttelse, ved at det kunne trække sig ind i skallen. De ældste snegle er fra tidlig Kambrium.

Blæksprutterne nedstammer formodentlig også direkte fra en urbløddyrlignende stamform. De er fritsvømmende og derfor afhængige af neutral opdrift. Opdriften opnåede de ved at danne luftkamre i den bageste del af en forlænget skal. Blæksprutterne kendes fra Sen Kambrium.

De uddøde Rostroconcha samt muslinger og søtænder synes indbyrdes at være nært beslægtede. Rostroconcha, der kendes fra Tidlig Kambrium til Perm (540-245 mio. år før nu), havde en overfladisk lighed med muslinger, men de manglede disses hængsler og ligament. Hos primitive former var de to skaller forbundet med hinanden gennem et eller flere skallag og bør betragtes som én skal. Rostroconcha kan være opstået ud fra urbløddyr, som tænkes sammenpresset fra siden. Muslinger (Tidlig Kambrium til nutid) afviger fra Rostroconcha først og fremmest ved, at de to skalhalvdele er adskilt af et elastisk ligament og er forsynet med hængselstænder. Søtænder, som kendes fra Mellem Ordovicium (ca. 460 mio. år før nu), kan muligvis spores tilbage til aflange, tandlignende Rostroconcha fra Kambrium.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig