forgællesnegle

Nogle forgællesnegle er kun få mm lange som voksne, mens visse tropiske arter har skaller på op til 60-70 cm. Forgællesneglenes skal kan lukkes med et skallåg, operculum. De fleste arter har højresnoet skal. Indvoldssækken er drejet 180° i forhold til hoved og fod; denne proces kaldes torsion. Den bevirker, at kappehulen hos de fleste forgællesnegle sidder i dyrets forende, og gællen/gællerne sidder foran hjertet. De fleste forgællesnegle har kun én gælle, nogle har to, og nogle få har flere gæller i en række på hver side af kroppen. Gællerne er fjer- eller kamformede og sidder i kappehulen. Nær gællen er der et kemisk sanseorgan, osphradium. I kappehulen udmunder desuden tarm, ekskretionsorgan ("nyre") og kønsåbning. Forgællesneglens hoved er oftest forsynet med et tydeligt "snudeparti", hvorpå munden er placeret. Snuden bevæges fra side til side, når sneglen græsser. Hos nogle er snuden forlænget til en slags snabel. På hovedet findes også et par følehorn (tentakler), og ved basis af disse sidder øjnene. Foden er muskuløs og forsynet med ciliebeklædt krybesål.

De fleste forgællesnegle har skaller med tydeligt spiralsnoet spir. Andre har flade, hueformede skaller, hvor det spiralsnoede spir er utydeligt eller helt mangler. Skallen kan være forsynet med ribber, knuder, pigge etc. Porcelænssneglenes (familien Cypraeidae) skaller er blanke og ofte med fintfarvede mønstre; i levende live er skallen dækket af den udstrakte kappe. Neogastropodernes skaller er i mundingens nederste kant (dyrets forende) forsynet med en lang rende, hvori ånderøret sidder. Hos pigsnegle (familien Muricidae) er såvel skallens vindinger som renden besat med pigge. Skallen kan også have forskellige åbninger — slidser eller perforeringer som fx hos abalone. De mest primitive forgællesnegle med hueformet skal, fx albueskæl og abalone, har ikke noget skallåg.

Forgællesneglenes skaller ("konkylier") har i århundreder været genstand for interesse hos samlere. Især de sjældne arter er eftertragtede, og en del er nu så udryddelsestruede, at de er fredede, og der er forbud mod såvel handel som privat import af disse skaller. En del forgællesnegle spises rundt om i verden. Det gælder fx albueskæl (Patella) i Middelhavsområdet, abalone (Haliotis) i Stillehavet og Det Indiske Ocean og den store caribiske konk (Strombus gigas) i Caribien. Disse arter er nu også sjældne og delvis fredede.

Fra gammel tid har man opdelt forgællesneglene i tre grupper, Archaeogastropoda ("gamle snegle"), Mesogastropoda ("mellem-snegle") og Neogastropoda ("nye snegle"). Moderne undersøgelser har dog vist, at kun neogastropoderne udgør en naturlig gruppe, dvs. en gruppe omfattende samtlige efterkommere af en stamform. Archaeogastropoderne har givet ophav til mesogastropoderne og muligvis også til såvel baggællesnegle som lungesnegle, mens mesogastropoderne har givet ophav til neogastropoderne og muligvis også baggællesnegle og lungesnegle.

Archaeogastropoderne, fx albueskæl og abalone, græsser for det meste mikroalger fra sten og klipper i tidevandszonen, eller de rasper i overfladen på større alger. Nogle få har en meget specialiseret diæt, idet de gnaver af hvalknogler på havbunden eller på ægkapsler af hajer. Mesogastropoderne er også overvejende planteædere. Fx græsser strandsneglene (Littorina) enten mikroalger eller overfladen på større alger i tidevandszonen. Ormesneglene (familien Vermetidae) og tøffelsnegl (Crepidula) filtrerer mikroskopiske planktonalger. Tårnsnegl (Turritella) sidder med sin højspirede skal nedgravet i havbunden, så kun mundingen stikker op; den filtrerer plankton. Pelikanfodssnegl (Aporrhais pespelicani), der er beslægtet med de tropiske konksnegle, sidder også delvis nedgravet i havbunden; den spiser mikroalger på havbundens overflade. Boresneglene (Natica) er rovdyr; med deres store fod omslutter de en musling og borer med raspetungen, evt. hjulpet af enzymer, et cirkulært hul i skallen, og bløddelene ædes. Nogle få mesogastropoder er parasitiske; de er så kraftigt omdannede, at kun larvens spiralsnoede skal viser, at de er forgællesnegle.

Neogastropoder er overvejende rovdyr. Såvel rødkonk (Neptunea) som den almindelige konk (Buccinum) angriber andre bunddyr, ofte muslinger, der er lige så store som sneglen selv. Dværgkonker (Hinia, Nassarius) lever mest af ådsler, som sneglene vha. det lange bevægelige ånderør er i stand til at lokalisere på lang afstand. Purpursnegl (Nucella lapillus) findes i Danmark på havnemoler langs Jyllands vestkyst; den spiser rurer og blåmuslinger. Keglesneglene (Conus), der lever i tropiske have, omfatter de giftigste snegle. De har nogle stærkt omdannede tænder, der i form og funktion minder om en harpun, og som er forbundet med en kraftig giftkirtel. Nogle keglesnegle er i stand til at dræbe fisk, der er større end de selv; når giften har bedøvet byttet, sluges det helt. En enkelt art (Conus geographus), der lever i den indo-vestpacifiske region, kan være farlig for mennesker.

De fleste forgællesnegle lever på havbunden, og der findes forgællesnegle på de største dybder. Nogle få er fritsvømmende hele livet. Dette gælder fx de stærkt omdannede, tropiske kølsnegle med en reduceret skal og gennemsigtig krop. Også violsnegl (Janthina) lever i de frie vandmasser; den danner et flådaggregat af luftfyldte slimblærer, som holder den svævende. En del forgællesnegle lever i ferskvand. De kendes fra ferskvandslungesneglene på deres skallåg. I Danmark forekommer den butspirede flodnerit (Theodoxus fluviatilis) og de mere højspirede sumpsnegle (Bithynia) og dyndsnegle (Hydrobia). De findes også i Østersøens brakvand, mens nogle arter af Hydrobia kun findes i saltvand.

De fleste forgællesnegle er særkønnede. Hos de mest primitive, fx albueskæl, gydes æg og sæd frit i vandet. Hos de fleste foregår der en parring, og befrugtningen sker inde i hunnen. Hannerne har en udvendig penis på højre side af hovedet. Hunnernes kønsåbning findes i kappehulen, ligeledes på højre side. De befrugtede æg indkapsles i hunnernes kønsgange og afsættes i ægmasser, som kan være fritsvævende, men oftest sidder på havbunden. Den almindelige konks tomme ægkapsler skyller ofte op på stranden. Inden i ægkapslerne udvikles en såkaldt veliger-larve med en lille, spiralsnoet skal og et stort, tvedelt svømmesejl. Hos nogle, fx den almindelige konk, foregår hele larveudviklingen i ægkapslen, og de små færdige snegle kravler direkte ud. Hos de fleste er der dog et fritsvømmende larvestadium, der varer fra nogle få dage til flere måneder.