Undersiden med de seks par ben; det forreste par er langt mindre end de andre og kaldes chelicerer. Benene bruges dels til håndtering af føde, dels som gangben. Munden findes mellem de bageste ben. Gællebladene sidder gemt inde bag bagkroppens bladformede lemmer, der bruges til svømning.

.

Dolkhaler er en orden af marine leddyr, som sammen med arachnider (edderkopper m.m.) udgør underrækken chelicerater. Af nulevende dolkhaler findes der kun fire arter, som fordeler sig på tre slægter. Den bedst kendte art, Limulus polyphemus, er østamerikansk og forekommer fra Maine til Den Mexicanske Golf og Yucatán. De tre andre arter lever i Sydøstasien.

Faktaboks

Også kendt som

Xiphosura

Udseende

En voksen dolkhale er så stor som en stegepande og har et hvælvet, hesteskoformet skjold med to nyreformede, sammensatte øjne. Forkroppen (prosoma) er ved et bredt hængselled skilt fra den flade, tornbevæbnede bagkrop (opisthosoma), der bærer en lang og spids, bevægelig haletorn. Under skjoldet sidder seks par gangben, de fleste med klosakse, og på bagkroppen nogle flade udvækster som bladene i en bog; de dækker over gællerne. Munden er anbragt langt tilbage, mellem det bageste par ben.

Levevis og forplantning

Dolkhaler
Dolkhaler (Limulus polyphemus) parrer sig og lægger æg på en strand i Delaware Bay, New Jersey, USA.
Dolkhaler
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Føden består af orme og især muslinger. De gribes med klosaksene og føres med benenes kraftige hofter ind i munden, der kan spærres meget op. Maven har nogle hårde lister og knuder, der tager sig af tygningen.

Dolkhaler lever normalt på 10-20 m vand. Her kravler de som kampvogne langsomt hen over bunden og bruger skjoldets forrand til fødesøgning eller nedgravning. Svømning sker på ryggen vha. de brede bladfødder. Når dyrene lander på rygsiden, bruger de dolken til som en bryder at "gå i bro", mens de fægter med benene for at komme på ret køl.

Forplantningen hos Limulus sker om sommeren. Forinden kan hannerne i ugevis ride på den udvalgte hun. Under springflod ved fuldmåne lægger hunnen i en grube i vandkanten flere hundrede æg, der efter befrugtning tildækkes. Ved næste springflod klækkes den lille cirkulære larve, som endnu mangler haletornen. Efter ét år er den 10 cm bred og skifter fra da af kun skal én gang årligt.

Udnyttelse

For 150 år siden var Limulus så almindelig i USA, at der kunne findes 3/4 mio. individer langs 1 km strand. Endnu omkring 1930 blev der årligt fanget 5 mio., men siden er den gået stærkt tilbage. Talrige ynglelokaliteter er udtørrede eller forurenede, og mængder af dyr er blevet tørret og knust og brugt som gødning og proteinholdigt "fiske"mel til foder. I dag bruges dolkhaler som madding i fiskeri og medicinsk, idet blodet koagulerer ved kontakt med skadelige gramnegative bakterier, som derved nemt kan påvises. Også ved drikkevandsundersøgelser anvendes denne Limulus-test.

Fossile dolkhaler

Dolkhaler kendes tilbage fra Ordovicium med enkelte mere usikre repræsentanter fra Kambrium; de er aldrig særlig hyppige, og i alt er knap 30 slægter beskrevet. Morfologien inden for gruppen har været bemærkelsesværdigt ensartet siden Palæozoikum, således at betegnelsen "levende fossil" synes velbegrundet. Morfologiske ændringer begrænser sig stort set til en lille reduktion i antallet af led i opisthosoma samt udviklingen af en mere effektiv sammenrulningsmekanisme.

Læs mere i Den store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig