havsvampenes evolution

Selv om havsvampe har været almindelige i havet siden begyndelsen af Kambrium for 545 mio. år siden, er velbevarede svampe ret sjældne, idet deres skelet af hornstof eller spikler oftest falder fra hinanden under forrådnelsen. Undtaget herfra er de få svampegrupper, der udskiller et sammenhængende skeletvæv af kalk, fx archaeocyatider og stromatoporider.

Archaeocyatidernes kalkskelet var oftest formet som små bægre. De kendes kun fra Kambrium, men er fundet på alle kontinenter og byggede stedvis rev.

Stromatoporiderne dannede massive, pudeformede kalklegemer og var vigtige revbyggere i Silur og Devon (443-354 mio. år før nu). De blev tidligere anset for at være uddøde, men antages nu at være beslægtet med de sjældne nulevende sclerospongier i klassen Calcarea.

Svampe med et skelet af kalkspikler eller kiselspikler kendes fra alle tidsperioder fra Kambrium til nu. I Europa er Calcarea særlig almindelig i Trias og Jura (248-142 mio. år før nu), da de var vigtige revbyggere.

Velbevarede kiselsvampe kendes fra den senkambriske Burgess-skifer (510 mio. år før nu), og kiselspikler er hyppige i mange yngre marine aflejringer, men oftest er kiselen dog opløst, så kun aftrykkene er tilbage.

Kisel fra opløste svampe er den vigtigste kilde til de flintkonkretioner, der i uhyre mængder er udfældet i kridt- og kalklagene i Danmarks undergrund. Disse lag blev afsat i Maastrichtien- og Danien-etagerne for 75-60 mio. år siden, da Danmark var havdækket. I visse kridtlag er svampene dog delvis bevaret; fx er den kugleformede Plinthosella resonans (raslesten) almindelig i Møns Klint, og andre steder findes hele skeletter af bl.a. Verruculina.