Drosselfugle er en familie af små til mellemstore spurvefugle, som er udbredt i det meste af verden. Der kendes 175 arter, der fordeler sig på 17 slægter.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Turdidae
Drosselfugle er en familie af små til mellemstore spurvefugle, som er udbredt i det meste af verden. Der kendes 175 arter, der fordeler sig på 17 slægter.
Turdidae
Familiens medlemmer bliver 12-26 cm lange. Næbbet er slankt. Fjerdragtens farver varierer, men er som regel ret beskedne; hyppigt er kønnene noget forskellige. Ungfugledragten er plettet. Mange arter har en iørefaldende og varieret sang og et rigt repertoire af flugtkald og andre stemmer.
Udbredelsen er kosmopolitisk med den største artsrigdom i tropisk Afrika og Asien. De fleste arter er trælevende, men fouragerer gerne på jorden. Føden omfatter både smådyr (insekter, orme, snegle o.a.) og frugter.
De fleste drosselfugle yngler i monogame par. Reden er en velbygget skål bygget af græs og andre plantedele, hos droslerne evt. forstærket med mudder; anbringelsen varierer meget: i buske eller træer, i træhuller eller mellem sten. Som regel er det hunnen, der bygger reden, ligesom hun er alene om at udruge de 2-6 æg, mens begge mager opfodrer ungerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.