fjer

Fjer, karakteristiske dannelser af keratin (horn) i fugles hud, normalt dækkende hele dyret med undtagelse af næbbet og foden. Fjerdragten isolerer mod kulde og vand, muliggør flyvningen ved at danne bæreflader og gøre kroppen strømlinet og giver fuglen dens farver. Fjer er åbenbart ikke udviklet fra, og dermed homologe med, krybdyrskæl, som man har troet, men er en nydannelse opstået hos en gren af rovdinosaurer (theropoder), længe før fuglene udspaltedes. De oprindelige fjer var hule, hårlignende dannelser, der sandsynligvis tjente til varmeisolation (som stadig er en hovedfunktion for fjer). Herfra udvikledes de langt mere komplicerede dannelser, der kendes hos nulevende fugle og også ses på velbevarede fossiler af fugle og andre dinosaurer, inklusive de syv kendte eksemplarer af jurafuglen Archaeopteryx, som levede for 150 mio. år siden.

Egentlige fjer består af et skaft, fra hvilket en fane breder sig til begge sider. Fanerne er dannet af parallelle stråler fra skaftet, hver med to rækker af sekundære grene (bistråler). De øvre bistråler er forsynet med små kroge (hamuli), mens de nedre har en savtakket underside; med disse dannelser hæfter strålerne til hinanden og danner fanens faste flade. Ved fanens grund findes en dunet bifjer. Dun er fjer med reduceret skaft, få stråler og bistråler uden kroge; de tjener til varmeisolation, men mangler hos visse grupper (duer, skrigefugle). Almindeligvis består fjerdragten yderst af konturfjer (med fane) og herunder et lag dun. Dertil kommer vingefjerene (svingfjer) på håndens og armens bagside samt halefjerene; disse lange og stive fjer udgør en væsentlig del af flyveapparatet og er af aerodynamiske grunde mere eller mindre asymmetriske.

De fleste fugle har 11 håndsvingfjer, dog er den yderste ofte rudimentær eller forsvundet. Enkelte familier har 12, og visse sangfugle kun 9. Armsvingfjerenes antal varierer afhængigt af armens længde fra 4 hos kolibrier til 32 hos nogle albatrosser. På vingens forside ved første finger findes en bevægelig gruppe på 2-7 fjer, den såkaldte lillevinge (alula), der fungerer som slot ved langsom flyvning (se også vinge). Halefjerene udgør i reglen 6 par. De største fjer, der findes, er halefjerene hos visse fasaner.

Konturfjerenes antal varierer med fuglens størrelse; ekstreme værdier er knap 1000 hos kolibrier og over 25.000 hos svaner. De er som regel ikke jævnt fordelt over kroppen, men vokser i fjerbede (pterylae), adskilt af nøgen eller dunklædt hud (apteria).

Børster er hårlignende fjer med stråler ved grunden, men ellers alene dannet af skaftet. Deres funktion er sensorisk, og huden ved deres basis har mange følelegemer; de findes især i hovedet omkring næb og øjne. Bedst udviklet er de hos arter, der fanger flyvende insekter. En anden type hårformede fjer med sansefunktion ligger spredt i fjerdragten.

En speciel fjertype er pudderdun. De ligner almindelige dun, bortset fra at deres bistrålespidser smuldrer til et fint talkumagtigt pulver, der fungerer som plejemiddel for fjerdragten.

Hver fjer dannes fra en papil i en hudfollikel. Når fjeren er færdigdannet, trækker papillen sig tilbage, efterladende en hulhed nederst i skaftet. Under væksten ligger strålerne ind mod skaftet, og fjeren er omgivet af et tyndt rør, fjerskeden. Når fjeren når en vis længde, brydes fjerskeden, og strålerne folder sig ud, tørrer og hærdes. Fjerdragtens farver kan skyldes dels pigmentfarver, dels strukturfarver, se farve (i dyreverdenen).

Fjer slides og har en begrænset levetid. Normalt udskiftes de en eller to gange årlig, ved at en ny fjer vokser ud fra den samme follikel og skubber den gamle fjer ud (fældning). Fjerskiftet er under hormonal kontrol. Typisk undergår fugle en fuldstændig fældning kort efter yngletiden og en delvis fældning af konturfjerene før næste yngleperiode. Denne forårsfældning resulterer i yngledragten, der ofte er klarere og mere kontrast- og farverig end vinterdragten. Undertiden dannes yngledragten i stedet ved en såkaldt bræmmefældning, som kun berører fjerspidserne.

Fældningen forløber efter et bestemt mønster. For sving- og halefjerene betyder det, at kun et fåtal fældes samtidig, så flyveevnen ikke nedsættes væsentligt. Visse fugle, specielt vandfugle med stor vingebelastning (ænder, alkefugle), hvis flyveevne påvirkes ved selv beskedne mangler i vingernes fjerdragt, og som er mindre afhængige af at kunne flyve, fælder dog alle svingfjer samtidig og er flyveudygtige (afslåede) i nogle uger. På den måde overstås fældningen hurtigere.

Unge fugle gennemløber forskellige dragtstadier. Ved klækningen kan ungerne være nøgne (fx spætter) eller have en sparsom eller tæt dundragt, der i nogle familier siden udskiftes med en ny dundragt. I alle tilfælde vil en præjuvenil fældning føre til den første egentlige fjerdragt, juvenildragten. Den bæres kun i kort tid og vil samme sommer eller efterår blive erstattet med den første vinterdragt. Allerede her vil ungfuglen ofte ligne den gamle fugl, men hos fx store måger og rovfugle gennemløbes en række immature dragter, så den voksne dragt først nås efter flere år. Kønsmodenhed indtræder omkring det tidspunkt, hvor fuglen er fuldt udfarvet.

Fra gammel tid har mennesket brugt fjer til udsmykning og andre formål, og i ceremoniel og kultisk sammenhæng har fjerornamenter spillet en central rolle hos talrige kulturer og folkeslag. En sådan udnyttelse har undertiden betydet decimering eller udryddelse af lokale fuglebestande. Langt alvorligere var dog den industrielle udnyttelse, der tog fart i Europa og Nordamerika efter midten af 1700-t., og som fortsatte langt op i 1900-t. Fjer blev brugt til dyner, madrasser, polstrede møbler og andet, og efterspørgslen medførte massakrer på især floklevende eller kolonirugende fugle som ænder, svaner og alkefugle; fjerindustrien var således stærkt medvirkende til gejrfuglens udryddelse. Fra midt i 1800-t. til 1920'erne fik modeindustrien en tilsvarende ødelæggende betydning for andre fuglegrupper som hejrer, kolibrier, isfugle og paradisfugle, idet ikke blot fjer, men hele fugle blev brugt som pynt på især damehatte. Forskerne kune gøre interessante fund og endog opdage af videnskaben ukendte arter i modemagasinerne. I Sydafrika blev der etableret strudsefarme, og i en årrække var strudsefjer landets fjerdevigtigste eksportartikel. Fjerhandelen var den direkte anledning til oprettelsen af The Royal Society for the Protection of Birds i 1889.