Flyvning er den karakteristiske bevægelsesform hos dyr, der kan holde sig i luften i længere tid ved egen kraft. Flyveegern, edderkopper i 'flyvende sommer' og andre, der passivt bevæger sig i luften, betragtes altså ikke som flyvende dyr.
Evnen til at flyve har givet store fordele. Flyvende dyr kan bevæge sig langt hurtigere og mere direkte end andre dyr, og fra stor højde kan de overskue større områder. De kan dermed hurtigt opdage og udnytte nye ressourcer. Migration er også særligt udbredt blandt flyvende dyr, og fx trækfugle vandrer regelmæssigt over meget lange afstande. Aktiv flyvning er dog også meget energikrævende, og flyvende hvirveldyr lever derfor altovervejende af meget energirig føde.
Flyvning er så vidt vides opstået fire gange i evolutionen, nemlig én gang hos leddyrene (insekter) og tre gange hos hvirveldyrene (fugle, flyveøgler og flagermus). Flyvende insekter kendes fra Sen Karbon for ca. 300 millioner år siden, fuglene og pterosaurerne opstod i Trias for over 200 millioner år siden, og flagermusene i Eocæn for ca. 50 millioner år siden. Insekternes vinger udvikledes enten som nye strukturer på mellem- og bagbrystets rygside eller ved modifikation af et vedhæng på det inderste benled. Vingerne hos flyvende hvirveldyr er omdannede forlemmer, der hos fugle bærer svingfjer og hos flagermus og pterosaurer udspænder en flyvehud, der også når baglemmerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.