Fugle. Den lille, tobenede dinosaur Compsognathus, der for ca. 150 mio. år siden levede samtidig med den ældste kendte fugl, Archaeopteryx, giver et godt indtryk af, hvorledes fuglenes stamform må have set ud. De to dyrs skeletter ligner hinanden, men Archaeopteryx har længere forlemmer (vinger) og et ønskeben. Den ca. 15 mio. år yngre fugl Sinornis, der var på størrelse med en gråspurv og er fundet i Kina, var en langt mere avanceret flyver. Den havde et stort brystben og et veludviklet ravnenæbsben, og det meste af halen var sammenvokset til én knogle, den såkaldte pygostyl. Alle disse karakterer er kraftigere udviklet hos nutidens høne.

.

At fuglene stammer fra krybdyrene, er ofte sagt, men at det er et næsten tomt udsagn, gøres ikke altid klart. Krybdyr er ikke en naturlig (monofyletisk) gruppe, men egentlig kun en samlegruppe for alle de landhvirveldyr (amnioter), der hverken er fugle eller pattedyr. Mere oplysende er det derfor at sige, at fuglene er archosaurer ligesom bl.a. krokodiller og dinosaurer, og i en gennemført klassifikation, der direkte afspejler afstamningen, ville fugle blive klassificeret som en undergruppe af klassen Archosauria.

Tidlige idéer om fuglenes afstamning byggede i høj grad på et af de mest berømte af alle fossiler, Archaeopteryx (på dansk oprindeligt 'øglefuglen', senere 'oldfuglen'). Det er den ældste med sikkerhed bestemte fugl; den er fra Sen Jura og lignede i alle væsentlige træk en lille og adræt rovdinosaur (theropod) med fjer. Ligesom de fleste dinosaurer havde den tre frie fingre på hver hånd, en lang hale, lange bagben og tænder. Nøglebenene var sammenvokset til et lille ønskeben, men da ravnenæbsbenene var små, og brystbenet ubetydeligt, var den måske en dårlig flyver.

Danskeren G. Heilmann ville i sin klassiske The Origin of Birds (1926) gerne have afledt fuglene fra theropoderne, hvis ikke dinosaurer formodedes at mangle kravebenet (svarende til fuglenes ønskeben). I stedet foreslog Heilmann, at fuglene stammede fra pseudosuchierne, en vagt defineret og dårligt kendt gruppe fra Trias. Siden har argumentet med kravebenet mistet sin vægt, bl.a. fordi mange dinosaurer alligevel har vist sig at have et sådant, og i dag er det almindeligt accepteret, at fuglenes forfædre var theropoder. At fuglene er direkte efterkommere af små rovdinosaurer, betyder teknisk, at de er nulevende, flyvende dinosaurer, og at dinosaurerne altså ikke døde ud ved udgangen af Kridt. Traditionelt har fuglene været defineret ved anatomien, fx det lange, tynde skulderblad, det udad- og opadvendte skulderled, det bagudvendte skamben, hule knogler med luftsække fra lungerne og især de parrede nøgleben, sammenvokset til ønskeben – samt naturligvis tilstedeværelsen af fjer. I dag ved man, at disse karaktertræk fandtes hos en række rovdinosaurer og altså ikke kan bruges til at afgrænse fuglegruppen. Fx er der i Kina siden 1990'erne fundet flere overordentlig velbevarede, fjerede dinosaurer fra Tidlig Kridt.

De mest fugleagtige rovdinosaurer var dromaeosaurerne, der i næsten hele deres anatomi lignede Archaeopteryx uhyre meget. Denne havde dog arme, der var længere end benene, en hale med "kun" 22 frie hvirvler, en rigtig gribefod med modstillet første tå, og store, stive, asymmetriske svingfjer velegnet til flyvning; disse karaktertræk kan bruges til at afgrænse fugle fra de andre rovdinosaurer. Nyere undersøgelser har også vist, at den havde hule knogler som nutidens fugle.

Også oprindelsen af flyvningen har været omstridt. Mest sandsynligt er det, at flyvningen udvikledes hos trælevende dyr via et glideflyvende stadium. De fleste dinosaurer, også de små, levede på jorden, så nogle har foreslået, at flyvningen opstod hos løbende dyr, der udviklede bæreflader som hjælp til at forlænge deres spring. Teoriens fortalere har dog haft svært ved at anvise et meningsfyldt scenario rent fysisk og synes også at undervurdere alle de andre anatomiske og fysiologiske krav, flyvningen stiller. Glideflyvere udnytter energien i faldet, så den teori undgår helt disse problemer.

Fossile fugle er sjældne, men en række nye fund fra Tidlig Kridt i Kina, Mongoliet og Spanien har givet værdifuld viden om gruppens tidlige udvikling. Fundene vidner om en hurtig, mosaikagtig evolution, hvor primitive og avancerede træk ofte blandes på en overraskende måde. De viser også, at vingerne og de for flyveevnen vigtige træk udvikledes hurtigst, mens ændringerne i benene og bagkroppen skete langsommere. Den ældste af disse fugle, Confuciusornis, havde et næb og et relativt avanceret kranium, mens resten af skelettet minder om Archaeopteryx. Alle øvrige kendte fugle fra Tidlig Kridt har stadig tænder. Sinornis, der levede i Kina ca. 15 mio. år efter Archaeopteryx, havde et bredt brystben, og ravnenæbsbenet fungerede som afstivning mellem brystbenet og skulderleddet, som dermed blev holdt fastlåst under flyvning. Halen, som hos Archaeopteryx bestod af 22 hvirvler, var reduceret til otte frie hvirvler og en pygostyl. Pygostylen muliggør en bedre samlet bevægelse af halefjerene og gav derfor Sinornis større manøvredygtighed. Disse træk ses yderligere udviklet i 120-130 mio. år gamle fossiler fra Spanien. Hos Concornis var fingrene tilmed sammensmeltet som hos moderne fugle, og brystbenet havde en lille kam. Ambiortus, der levede for ca. 120 mio. år siden i Mongoliet, er den ældst kendte fugl med en veludviklet kam.

De fleste træk, der er forbundet med flyvning, var fuldt udviklet for 100 mio. år siden, og Ichtyornis fra midten af Sen Kridt havde en anatomi, der funktionelt svarede til moderne fugles, dog havde den stadig tænder. Ichtyornis er fundet sammen med Hesperornis, den nok mest kendte fugleslægt fra Kridt. Disse 1 m lange svømmefugle havde kraftige ben, men stærkt reducerede vinger. De kunne ikke flyve og synes udelukkende at have levet af fisk.

Mod slutningen af Kridt forsvandt fugle med tænder, men forinden var de første repræsentanter for nutidens fugle (Neornithes) dukket op. Nære slægtninge til andefugle, hønsefugle, vadefugle og albatrosser kendes fra slutningen af Kridt. Neornithes var den eneste fuglegruppe, der overlevede overgangen til Tertiær. Gruppen er kendetegnet ved at have mindst 11 hvirvler i bækkenet, mangle tænder og klo på første finger samt ved en række bygningstræk i kraniet og kroppen.

Tidligt i Tertiær oplevede jordlevende fugle en opblomstring, bl.a. med udviklingen af over 2 m høje rovfugle. De fleste af disse forsvandt ved slutningen af Eocæn for ca. 38 mio. år siden; nogenlunde samtidig med, at de flyvende fugles store udvikling for alvor tog fart.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig