Lærker
En toplærke (Galerida cristata) med næbbet fuld af insekter. Toplærken er udbredt i Europa, Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien. I Danmark yngler den kun i Hirtshals.
Lærker
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Lærker er familie af små, uanseeligt brunt og beigefarvede spurvefugle, som overvejende er kendt for deres sang. Familien omfatter 21 slægter med 93 arter, som hovedsagelig er udbredt i Afrika og Eurasien; en enkelt art findes dog i Australien og endnu en i Nordamerika.

Faktaboks

Også kendt som

Alaudidae

Levevis

Lærker er knyttet til åbne landskaber; nogle arter synger fra sangposter i træer eller buske, andre synger flyvende. Føden findes på jorden; mange arter har en blandet kost af plantedele og smådyr, mens andre er mere specialiserede på enten vegetabilsk eller animalsk føde. Mange ørkenformer, især frøspecialister, lever nomadisk og opsøger steder med rigelig føde efter perioder med regn, men de fleste lærker har yngleterritorier, som de vender tilbage til, så længe de lever. Reden er skålformet og bygges på jorden. Som regel er hunnen alene om at udruge de 2-5 æg, men hos nogle arter ruger begge mager, og hannen bidrager altid til opfodringen af ungerne. Disse forlader reden efter blot ca. ti dage, nogen tid før de kan flyve.

Lærker i Danmark

I Danmark er sanglærken en meget almindelig ynglefugl med 1,1-1,4 millioner ynglepar. Frem til 1950'erne var hedelærken (Lullula arborea) almindelig i store dele af Jylland og i Nordsjælland, men derefter gik den stærkt tilbage, formentlig af klimatiske årsager; i dag kendes der kun ca. 300 ynglepar. Toplærken (Galerida cristata), der findes på havneterræner og i industriområder i byer, indvandrede midt i 1800-tallet; den er gået meget tilbage i anden halvdel af 1900-tallet og yngler i dag kun med 1-2 par i Hirtshals.

Bjerglærken (Eremophila alpestris) forekommer som træk- og vintergæst fra Skandinavien og Nordrusland og ses hyppigst på strandenge. Endelig er korttået lærke (Calandrella brachydactyla) en regelmæssig, men sporadisk gæst fra Sydeuropa, mens østlig kalanderlærke (Melanocorypha bimaculata) er truffet som tilfældig gæst fra Tyrkiet og Mellemøsten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig