Manakiner er en familie af suboscine spurvefugle, som er nærmest beslægtet med kotingaerne. De omfatter 17 slægter med i alt 53 arter i Syd- og Mellemamerikas skove.
Faktaboks
- Etymologi
-
af ældre nederlandsk mannekijn, manneken, diminutiv af man 'mand'.
- Også kendt som
-
Pipridae
De er små, 9-15 cm lange, kompakt byggede fugle. Hos de fleste arter er hannerne overvejende sorte med stærkt farvede røde, orange eller blå partier, mens hunnerne er grønlige; kun hos enkelte arter (der måske ikke hører hjemme i familien) er kønnene ens tegnet i grønt eller brunt.
Føden er bær suppleret med insekter; for ungerne er insekter hovedføden.
Manakinerne er især kendt for deres komplicerede parringsadfærd. Hannerne, der er polygyne og helt frigjort fra redebygning og yngelpleje, lokker hunner til ved besynderlige rituelle bevægelser (dans) ledsaget af vokale og/eller mekaniske lyde — svingfjer omdannet til lydfrembringelse findes hos flere arter. Nogle arter spiller enkeltvis, andre i grupper; disse kan være typiske arenaer, men enkelte arter opfører nøje koordinerede fællesdanse. Hunnen lægger de normalt to æg i en skålformet rede, anbragt i et træ eller i undervegetationen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.