Sangsvane
Sangsvaner (Cygnus cygnus) på en mark ved Ry. I visse dele af landet er sangsvanen et almindeligt syn på marker og enge om vinteren. Derimod er den en ret ny og endnu fåtallig ynglefugl i Danmark.
Sangsvane
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Sangsvanen er en almindelig vintergæst og sjælden ynglefugl i Danmark. Den er på størrelse med knopsvanen, men halen er kortere, og næbbet er gult og sort. Det danske navn henviser til den vidtlydende, klangfulde stemme. Sangsvanen forveksles let med pibesvanen, som dog er mindre og har mere sort på næbbet.

Faktaboks

Også kendt som

Cygnus cygnus

I vinterhalvåret er sangsvanen en almindelig gæst i Danmark, hvor op til 60.000 fugle – 50 procent af den nordvesteuropæiske vinterbestand – kan træffes ved kysterne og på kystnære enge og marker. De største flokke ses i det nordlige Jylland samt på Sydsjælland og Lolland-Falster. Sangsvanen søger om vinteren i høj grad føde på marker.

Yngleområdet omfatter Island, Norge, Sverige, Finland og det nordlige Rusland. Sangsvanen har ynglet i Danmark siden 2002, og den har en fast ynglebestand i Himmerland. Desuden yngler den jævnligt i Bølling Sø ved Silkeborg. Den samlede danske ynglebestand er dog beskeden med kun 12-13 ynglepar (2022).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig