Årfugle er en gruppe af fasanfugle, som tidligere blev regnet for en selvstændig familie. Der kendes ca. 20 arter, som er udbredt i nordlige, tempererede og arktiske egne, i den sydlige del af udbredelsesområdet især i bjergområder. De fleste arter lever i nåle- og blandskov, enten i tæt skov eller i lysninger og skovkanter. En del findes desuden i åbent land som tundra og steppe.
Begrænsede trækbevægelser kendes hos de nordligste bestande, men generelt er årfugle stationære og godt tilpasset kulde; således er tarsen (mellemfoden) og hos ryperne også tæerne fjerklædte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.