lemminger

Lemminger er en gruppe af gnavere med ca. 16 arter hørende til studsmus. Lemmingernes krop er mindre langstrakt end hos de øvrige studsmus, 7-15 cm lang, halen er kort, og ørerne er helt skjult i pelsen. Nogle arter, fx den sortgule skandinaviske fjeldlemming (Lemmus lemmus), har en meget mere kulørt pels end andre studsmus.

Lemminger findes især i de koldeste egne af kloden, på den arktiske tundra i Nordamerika og Sibirien samt i de skandinaviske alpine og subalpine fjeldområder. Deres pels er specielt tilpasset kulden, da den er lang, tyk og vandtæt. Den grønlandske halsbåndlemming (Dicrostonyx groenlandicus) har om vinteren en helt hvid pels og en ekstra forklo til at grave i sneen med, mens fjeldlemmingen tilsvarende har en flad og forstørret klo.

Lemminger er planteædere, men den foretrukne føde varierer med arten. Halsbåndlemmingen æder mest vedagtige planter som pil og rypelyng samt urter som stenbræk og pileurt. Den brune lemming (Lemmus trimucronatus), der findes på tundraen i Nordamerika, lever af græsser og star. Speciel i sit fødevalg er den skandinaviske skovlemming (Myopus schisticolor), hvis hovedernæring er mosser.

Lemmingerne indtager ofte en nøgleposition i de arktisk-alpine økosystemer. De har stor betydning som føde for mange andre dyr, blandt andre sneugle, fjeldvåge, mosehornugle, kjover og lækat. I dårlige lemmingår er disse arters ynglesucces meget ringe, eller de opgiver helt at yngle. Desuden har fx den brune lemming betydning ved at nedgræsse vegetationen, så solen kan opvarme den permanent frosne tundra. Levetiden for lemminger er kort, i gennemsnit ca. tre måneder. Ungerne fødes efter tre ugers drægtighed, med fire til otte unger i kuldet. Hunner kan blive kønsmodne tre uger gamle, hanner fem uger gamle.

Lemminger er kendt for deres meget voldsomme, såkaldt cykliske bestandssvingninger, som optræder med ca. tre til fire års mellemrum, ofte i takt med andre smågnavere i områderne. Bestandstoppene følger oftest året efter vintre, hvor lemmingerne forplanter sig under sneen. Årsagerne til disse svingninger er meget omdiskuteret. En hypotese beskriver dem som en følge af, at lemmingerne lever i ret simple økosystemer med få, specialiserede rovdyrarter. Andre hypoteser omfatter lemmingernes sociale adfærd, hvor en øget bestandstæthed bevirker, at dyrene bliver mere aggressive, hvorved forplantningen mindskes. Hos nogle arter giver det sig også udtryk i en øget tendens til spredning. Fjeldlemmingen kan under sådanne forhold foretage betydelige vandringer.