ildsalamander

Ildsalamandre er forholdsvis store salamandre, om end der er en del variation i størrelsen de enkelte arter og underarter imellem. Mens de mindste underarter af ildsalamanderen (Salamandra salamandra) kun bliver 10-15 cm lang (inklusive halen), kan den mellemøstlige ildsalamander (S. infraimmaculata) i særlige tilfælde blive over 30 cm lang. I gennemsnit når ildsalamandrene en længde på ca. 15-20 cm.

Det er kraftigt byggede salamandre med afrundede snuder, forholdsvis flade hoveder og udstående øjne. Lemmerne er kraftige med hhv. fem tæer og fire fingre. Huden er glat. Bag øjnene på hver side af hovedet har de en veludviklet parotidekirtel, og på hver side af midten af ryggen og videre ud på halen er der en kirtelrække.

Grundfarven er typisk sort med gule til gulorange prikker, pletter eller striber. Visse ildsalamandre har også større eller mindre røde pletter, det gælder især mange spanske underarter af ildsalamanderen samt et par underarter af nordafrikansk ildsalamander. I nogle bestande af underarten Salamandra s. bernadezi optræder også individer med brune farver.

Ildsalamandrene er udbredt i store dele af Europa, Mellemøsten og Nordvestafrika. Ildsalamanderen (Salamandra salamandra) findes i Mellem-, Vest- og Sydeuropa, korsikansk ildsalamander (S. corsica) kendes kun fra Korsika, mellemøstlig ildsalamander (S. infraimmaculata) findes i det østlige Tyrkiet, nordvestlige Irak, vestligste Iran, Syrien, Libanon og Israel, mens nordafrikansk ildsalamander (S. algira) kun kendes fra isolerede bestande i Marokko og Algeriet.

I Vest- og Mellemeuropa samt i store dele af Sydeuropa findes ildsalamandrene hovedsagelig i løvskovsområder (især bøgeskov). Længere sydpå forekommer de også i mere åbne områder, som kan blive meget varme og tørre i sommermånederne; visse steder, fx langs Portugals vestkyst, kan de endda findes i klitområder. De lever også i bjergområder, hvor de visse steder kan findes i mere end 2.000 meters højde.

Ildsalamandre er som regel nataktive. I bjergene og i den nordlige del af deres udbredelsesområde er de ikke aktive om vinteren, mens de i tørre områder søger dybt ned under jorden i sommerhalvåret og først dukker op sidst på efteråret, når vinterregnen kommer.

Føden består af smådyr som orme, snegle og forskellige insekter og edderkopper. Mindre byttedyr fanges med tungen, mens større gribes med kæberne.

Ildsalamandre adskiller sig fra de fleste andre halepadder ved at være ovovivipare. Det vil sige, at æggene udvikler sig inde i hunnen og først klækker lige inden eller lige efter fødslen. Hos de fleste ildsalamandre føder hunnen larver, som hun afsætter i små vandløb, vandhuller og vandpytter. Larverne er rovdyr og lever af forskellige smådyr. Udviklingshastigheden varierer, men i de fleste tilfælde forvandler larverne sig efter 40-120 dage; i højtliggende bjergområder kan larvernes udvikling dog vare op til tre år.

Hos enkelte underarter af ildsalamander (Salamandra salamandra) og nordafrikansk ildsalamander (S. algira) forbliver larverne dog i hunnens æggeledere efter klækning. Her afslutter larverne deres udvikling og fødes som færdigudviklede salamandre, som ånder ved lunger og lever på land. I æggelederne lever larverne af deres blommesæk, men æder også ubefrugtede æg og deres mindre søskende. Derimod får de ikke næring fra hunnen; i modsætning til de nærtbeslægtede alpesalamandre (Salamandra atra og S. lanzai).

• halepadder