Moskushjortene (Moschus spp.) er små hjorte, som er udbredt fra Himalaya til Østsibirien, hovedsagelig i kratskove i 2.000-4.000 meters højde. Hos bukken findes den såkaldte moskussæk, der udmunder foran penis. Sekretet i denne kirtelsæk har en gennemtrængende lugt og anvendes i parfumeindustrien. Hjørnetænderne i overmunden hos bukken er udviklet til op til 7 cm lange hugtænder, som kan bruges i kampe. Den anden gevirløse hjorteart, vandrådyret (Hydropotes inermis), er hjemmehørende i det østlige Kina og Korea. Også hos denne art har bukken op til 7 cm lange hjørnetænder i overmunden. Muntjakker (Muntiacus spp.) er udbredt i det meste af Sydøstasien. De er noget mindre end rådyr, og geviret hos hannen er kun lidet udviklet. De ganske små, ugrenede stænger sidder på lange rosenstokke, der fortsætter med en liste ned over panden. Også muntjakkerne har lange hjørnetænder, der rager uden for munden.
Egentlige hjorte er i det sydlige Asien repræsenteret med mange arter, hvoraf her blot nævnes nogle. Den største er sambarhjorten (Rusa unicolor), der er udbredt fra Filippinerne til Indien. Geviret har som hos flere af de sydøstasiatiske hjortearter sædvanligvis seks ender. Rusahjorten (Rusa timorensis), der minder om sambar, er den mest udbredte art i Indonesien. Svinehjorten (Axis porcinus) findes i et bælte syd for Himalaya. Den meget smukke axishjort eller chital (Axis axis) er lyst rødbrun med hvide pletter, der findes i både sommer- og vinterdragten. Arten er udbredt i det meste af Indien og Sri Lanka. En anden indisk art er barasingaen (Rucervus duvauceli). Geviret hos denne art, der ofte har flere end seks ender, er under opvæksten dækket af en rød basthud, der står smukt til den gyldenbrune sommerdragt. Thorolds hjort eller hvidkindet tibetansk hjort (Cervus albirostris) minder om en kronhjort, men har hvide partier i hovedet og om vinteren en lang, bølget pels. Den lever i Kina og Tibet. Mange af Sydøstasiens hjortearter fortrænges fra deres levesteder som følge af områdernes store befolkningstilvækst, der medfører skovrydning.
En helt speciel hjorteart er Père Davids hjort eller milu (Elaphurus davidianus). Denne mærkelige art er navngivet efter den franske missionær Armand David, der i midten af 1800-tallet bemærkede den i den kejserlige park ved Beijing. Arten kendes ikke som vildtlevende, men fossile fund tyder på, at den i øvrigt uddøde for 2.000-3.000 år siden. Hvordan det er lykkedes at bevare arten i den kejserlige park, vides ikke. I 1866 smuglede David nogle dyr ud og førte dem til Europa. Arten findes nu i en række zoologiske haver, og der er en bestand på omkring 300 dyr i Woburn Park i England. Père Davids hjort er en kronhjortetype, men adskiller sig bl.a. ved sin lange hale og ved at have længere drægtighed. Geviret er stort og stærkt grenet. I brunsttiden "pynter" hjorten geviret med græs og grene, så det ser ud, som om den bærer på en høstak.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.