okser

Egentlige okser er store med kompakt krop og kraftige ben. Hornene sidder langt fra hinanden. Alle fem arter findes i dag i domesticeret form. Uroksen (Bos primigenius), der tidligere var vidt udbredt i Europa, uddøde i 1627, da den sidste blev skudt i Polen. Men den er repræsenteret i form af de mange kvægracer, der indgår i husdyrhold verden over. Man skelner mellem det europæiske tamkvæg (B. taurus) og det asiatiske zebukvæg (B. indicus); begge typer stammer fra uroksen (se også kvæg).

Gayalen er husdyrformen af den asiatiske gaur; den har med tiden ændret udseende i betydelig grad. Den er mindre og mere plump end den vilde gaur, og hornene er ikke så markante. Der er udviklet forskellige farvevarianter. Den asiatiske banteng (B. javanicus), der oprindelig hørte hjemme i den sydlige del af Myanmar (Burma), på Malaccahalvøen og en del af de indonesiske øer, er den mindste af de egentlige okser. Den har sandsynligvis været domesticeret i adskillige tusinde år på Java og Bali, og bali-bantengen har givet ophav til alle nutidens domesticerede bantengformer. Også hos denne er der udviklet forskellige farvevarianter, og generelt er tamformerne mindre end vildformerne. Det samme gælder for den domesticerede form af yakoksen (B. mutus), der hører hjemme i Tibets højland. Den vilde yak er meget hårdfør, og det er bl.a. denne egenskab, man udnytter i Himalayaområdet, hvor den tamme yak er en fast del af dyreholdet. Den fungerer som mælke- og kødleverandør og som transportdyr.

Kouprey (B. sauveli), som blev opdaget i 1936, har en meget lille udbredelse. Den lever i skovområderne mellem Thailand, Laos, Vietnam og Cambodja, og allerede ved opdagelsen skønnede man, at bestanden ikke var større end 1000 dyr. Pga. de mange krigshandlinger i området blev bestanden yderligere reduceret, og arten regnes for stærkt truet. Koupreyen ligner en blanding af gaur og urokse, og dens systematiske placering er omdiskuteret. Nogle zoologer mener ikke, at der er tale om en vildform, men om forvildet tamkvæg, der er krydset med banteng eller gaur. Andre regner den for en selvstændig art.

Asiatiske bøfler omfatter de små anoabøfler, lavlandsanoa (Bubalus depressicornis) og bjerganoa (B. quarlesi), og to arter af vandbøffel, almindelig vandbøffel (B. arnee), der i naturen lever i det nordøstlige Indien og Bangladesh, og tamarau (B. mindorensis), der kun findes på Mindoroøen i Filippinerne. Der findes også domesticerede former af vandbøffel med en langt større udbredelse fra Egypten i vest til Filippinerne i øst. De domesticerede vandbøfler, der i Indien går under navnet kerabau, benyttes både som trækdyr og som mælkeleverandør.

Kafferbøffel lever i Afrika syd for Sahara. Man skelner mellem to former, savanneformen (sortbøffel, Syncerus c. caffer) og skovformen (rødbøffel, S. c. nanus). I slutningen af 1800-t. blev kafferbøflerne i Syd- og Østafrika angrebet af kvægpest, og 1890-91 døde 90 % af den afrikanske kafferbøffelbestand som følge af epidemien. Bestanden er senere genoprettet, men faren for kvægpest eksisterer stadig og udgør i dag den største trussel mod kafferbøflerne.

Firehornsantilope er den eneste art inden for de skedehornede med fire horn. Den lever i skovområder i den nordlige del af Indien. Den er meget sky, og man ved kun lidt om dens levevis. Pga. hornene er den eftertragtet af trofæjægere.

• skedehornede
• hovdyr