Bordercollie.

.

Bordercollie, middelstor hyrdehund; skulderhøjden er for hanner 48-53 cm, for tæver 46-51 cm. Kroppen skal virke atletisk, og ørerne kan bæres helt eller halvt oprejste (kipører). Dens halvlange, evt. korthårede pels kan have mange farver; hvidt må dog ikke dominere. De fleste er sorte og hvide. Racen er opstået i grænselandet mellem Skotland og England til vogtning af store fåreflokke. En bordercollie er meget lærenem, arbejdsivrig og udholdende.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bordercollie kommer af engelsk border 'grænseegn' og collie.

Som hyrdehund har den en medfødt evne til at samle og hente får, og den kan handle selvstændigt. Ud over at være en eftertragtet brugshund har racen, der først blev anerkendt som selvstændig race i 1976, opnået stor popularitet, bl.a. i Danmark, som lydighedshund og inden for agility. En bordercollie kræver megen aktivering og motion og mange arbejdsopgaver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig