Old english sheepdog, (eng. 'gammel engelsk fårehund'), hyrdehund fra England. Det er en kompakt og kraftfuld hunderace; højden for hanhunde er mindst 61 cm, for tæver mindst 56 cm i skulderhøjde. Det temmelig store hoved har små ører. Hundene kan fødes med stumphale, hvorfor racen også kaldes bobtail 'stumphale'. Pelsen er rigelig med groft dækhår og en vandafvisende underuld; farven kan være i alle nuancer af gråt, stålblåt eller blåt, og hoved, hals, forben, mave og poter skal være hvide, evt. med pletter i ovennævnte farver. Old english sheepdog blev oprindelig brugt som kvæg- og hyrdehund, men nu fungerer den først og fremmest som familiehund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.