Tentakler, (af nylat. tentaculum 'føletråd', afledn. af tentare 'føle'), bløde, trådagtige vedhæng hos hvirvelløse dyr. De tjener til næringsoptagelse og/eller fungerer som sanseorganer og er derfor oftest anbragt i mundregionen. Tentakler er udviklet uafhængigt af hinanden hos forskellige grupper (se analoge organer), fx hos polychæter og mosdyr.