kænguruer

Fælles er baglemmernes omdannelse til springben (Macropodidae betyder 'store fødder') samt en lang kraftig hale, der fungerer som balanceorgan. Bagfodens fjerde tå er specielt kraftigt udviklet og større end den femte. Anden og tredje tå er små og omgivet af en fælles hud. Første tå er bortreduceret, undtagen hos en enkelt art. Forlemmerne er som regel korte og med fem klobærende tæer. Det store flertal af arterne er rene planteædere og viser tilpasninger hertil svarende til det, vi ser hos planteædende placentale pattedyr.

Fortænderne danner en kraftig skærerand til afbidning af føden. I overmunden er der seks fortænder, i underkæben kun to, men de er til gengæld store og fremadrettede, et forhold, der minder om de placentale gnavere. Efter fortænderne følger et tandløst mellemrum (diastema), og igen i lighed med andre planteædere er kindtænderne på forskellig måde forsynet med tværgående folder, som øger deres slidstyrke. I den kemiske bearbejdning af føden ses også paralleller, idet en del af maven er omdannet til et gæringskammer, hvor forskellige protozoer og bakterier medvirker til fødens nedbrydning på samme måde som hos drøvtyggere. Som endnu en lighed udskiller også kænguruerne en del af deres urinstof via spytkirtlerne, og når det med spyttet kommer ned i gæringskammeret, udnytter mikroorganismerne dets indhold af kvælstof til øget aktivitet.

Som hos andre pungdyr er fosterudviklingen meget kort, selv hos de største kænguruarter kun af 29-38 dages varighed; fosteret er da ca. 2 cm langt og vejer ca. ¹/_30.000 af moderens vægt. Vha. de på dette tidspunkt kraftigt udviklede forlemmer kravler ungen selv op til en af pattevorterne i pungen, idet den følger et slikkespor anbragt af moderen. Hos de store arter er ungen fasthæftet i flere måneder, og helt op til timånedersalderen søger den tilbage for at die eller finde beskyttelse.

Hos flere arter sker en ny befrugtning umiddelbart efter fødslen; der er her tale om en forsinket implantation, idet fostret på et tidligt stadium (blastocyststadiet) indgår i en hviletilstand, som opretholdes, så længe ungen i pungen dier permanent. Hvis næringsforholdene bliver meget ugunstige, kan denne tilstand vare op til et år. Når den første unge begynder afvænningen, eller hvis den tabes, brydes fosterets hviletilstand, og ungen fødes ca. 30 dage senere (store kænguruer). Er den første unge fortsat til stede, vil den suge mælk med lidt protein og meget fedt fra én pattevorte, mens den anden unge sætter sig fast på den anden fungerende pattevorte, hvor mælken er proteinrig og fedtfattig.

Den grå kæmpekænguru (Macropus giganteus) lever på græssletter og i åben skov ligesom rød kæmpekænguru (M. rufus), mens en tredje stor art, wallaroo eller bjergkænguruen (M. robustus), findes vidt udbredt i klipperige egne (to nærtstående arter har en begrænset forekomst). De lever ofte i grupper anført af en gammel han, der dominerer over de yngre hanner, som den gennem indædte (bokse)kampe forsvarer sin status over for. Hannerne er større end hunnerne og ofte livligere farvet, rødligt hos rød kæmpekænguru og brunligt hos bjergkænguruen, mens hunnerne hos begge arter har en mere grålig pels. De store kænguruer spiller samme økologiske rolle i Australien som de store planteædere i den øvrige verden, og ud over de ovennævnte fælles tilpasninger i fødeoptag er kænguruerne i lighed med hovdyr i stand til hurtig flugt. Et voksent individ kan foretage spring på 8-10 m med en påstået rekord på 13,5 m. De kan opretholde en fart på 50 km/h over lange afstande, da kænguruernes springteknik ved høj hastighed er mere effektiv end løb på fire ben.

Trækænguruer (Dendrolagus) har en ejendommelig levevis, idet de tilbringer dagen oppe i træer, mens de aften og nat søger føde nede på jorden som andre kænguruer. Kløerne på forlemmerne er meget veludviklede. I forhold til andre kænguruer er baglemmerne relativt korte, mens halen er længere og slankere. Trækænguruer er af størrelse 95-175 cm ekskl. hale. Der er få arter, fortrinsvis på Ny Guinea, men enkelte også i Nordaustralien.

Harekænguruer eller wallabyer er fællesbetegnelser for et antal arter i størrelsen 45-105 cm, der systematisk ikke adskiller sig væsentligt fra den foregående gruppe. Mange af arterne har smukke farvemønstre. Det gælder bl.a. klippewallabyer (Petrogale). De lever i klipperige egne, og der er et større antal meget forskelligt udseende arter. Harewallabyer (Lagorchestes) ligner den europæiske hare og søger som denne ofte skjul i græstuer. Brilleharewallabyen er stadig almindelig, mens to andre arter er udryddet. Klohalewallabyer (Onychogalea) har nogle horndannelser på halespidsen. En art er vidt udbredt i Nordaustralien, en anden er truet, og en tredje er udryddet. Kratwallabyer (Thylogale) holder til i tætte, ofte fugtige skove. Der er tre arter, som stadig er ret almindelige, selvom de har været efterstræbt pga. deres smukke skind.

De her omtalte arter er et markant element i den australske fauna, og globalt set repræsenterer de et enestående evolutionært eksperiment. Imidlertid er seks af de i alt 53 arter på det australske kontinent blevet udryddet siden europæernes ankomst, og yderligere 11 arter har fået deres udbredelse stærkt begrænset. Specielt udsatte er visse arter, som er knyttet til biotoper udnyttet af mennesket, eller som udsættes for konkurrence fra husdyr eller den indførte europæiske hare; endelig efterstræbes en del af de mindre arter af de ligeledes indførte ræve, katte og rotter.

Ved fredning, oprettelse af reservater og udsætning af specielt truede arter på isolerede småøer gøres et ihærdigt arbejde for at begrænse skaderne. Nogle af de store arter begunstiges dog af de græsstepper, som mennesket frembringer ved kvægdrift.

• Australien – dyreliv