Langsnudet myrepindsvin
Et langsnudet myrepindsvin (Zaglossus bruijni) søger føde på skovbunden i Ny Guineas bjergskove.
Langsnudet myrepindsvin
Af /Minden/Ritzau Scanpix.
Myrepindsvin

Myrepindsvinene hører til kloakdyrene, som er de eneste æglæggende pattedyr. Her vises et nylagt æg af det kortsnudede myrepindsvin (Tachyglossus aculeatus).

Myrepindsvin
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Myrepindsvinene er en familie af pindsvinelignende kloakdyr fra Australien og Ny Guinea. De omfatter to slægter, Tachyglossus og Zaglossus, med til sammen fire nulevende arter.

Faktaboks

Også kendt som

Tachyglossidae

Kortsnudet myrepindsvin

Slægten Tachyglossus består af en enkelt art, det kortsnudede myrepindsvin (Tachyglossus aculeatus), som er vidt udbredt i Australien og de omkringliggende øer, bl.a. Tasmanien og Ny Guinea. Kropslængden er op til 53 cm, mens halen er 9 cm lang. Karakteristisk er den lange rørformede snude med en ganske lille mund. Der er ingen tænder, men i stedet hornplader, som findeler føden. Myrepindsvinet lever hovedsagelig af termitter og myrer, som fanges med en lang klæbrig og udskydelig tunge.

Nogle af rygsidens hår er omdannet til stive, spidse pigge af op til 6 cm længde, der tjener til forsvar. Fødderne har fem meget kraftige gravekløer. Der graves dog ikke permanente gange, men hvis dyret forfølges, graver det sig hurtigt ned i jorden, så kun piggene stikker op. Forfodens gravekløer bruges desuden til at åbne termitboer. Der lægges ét æg, som anbringes i en midlertidig hudsæk på hunnens bug, hvori også findes to mindre gruber, hvor de to sæt mælkekirtler udmunder. Ægget klækkes efter 7-10 dage, og ungen bliver i pungen yderligere 6-8 uger, indtil piggene udvikles. Derefter anbringes den i en godt skjult hule, hvor den besøges af moderen. Ungen dier i nogle måneder og er helt uafhængig i etårsalderen.

Langsnudede myrepindsvin

Slægten Zaglossus kaldes også de langsnudede myrepindsvin. De omfatter tre arter, som udelukkende findes på Ny Guinea. I store træk minder de om det kortsnudede myrepindsvin, men er større, op til 75 cm lange, med længere ben og snude samt kun tre kraftige gravekløer på hver fod. Deres levevis er dårlig kendt, men formodes at minde om det kortsnudede myrepindsvins.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig